’Jeg var ved at kaste op

25. februar 2013 14:33 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
’Jeg var ved at kaste op
Billede mangler

Nicolai Stokholm får et særligt udtryk i ansigtet, når man stiller ham et spørgsmål, han finder dumt. Hans øjne dør, mundvigene trækker diminutivt nedad, og han spænder bagerst i det markante kæbeparti. Man kan se det ske, allerede mens man stiller spørgsmålet, men vidste man ikke bedre, ville man knapt kunne høre det på hans svar. Det er kontrolleret.

 

Efterspillet til FC Ns Champions League-kampe gav som regel anledning til denne scene. Det indrømmer han gerne. Og her på bagkanten med udsigt til endnu et forår og med muligheden for endnu en tur i den største turnering er han heller ikke bange for at fortælle, hvad han egentlig tænkte, mens han stod der og tyggede sammen i kindtænderne.

– Jeg fik jo nogle gange spørgsmålet om, hvorfor vi ikke spillede mere primitivt og pakkede os sammen, men for fanden…! Det der med, at mange havde et synspunkt om, at vi skulle lave helt om på vores filosofi og sparke lange bolde frem efter en høj angriber, som vi ikke havde… Det ville vi slet ikke have været gode til! Vi havde sikkert tabt alligevel, men til gengæld havde vi ikke lært noget, og vi havde ikke udviklet os. Helt ærligt, så er man ret langt ude i hampen, siger Nicolai Stokholm.

– Når jeg så efter vores Champions League-sæson endda kan læse i BT, at der er nogen, der mener, at vi har fået for meget ros, så bliver jeg ramt. Det irriterer mig grænseløst, og det var jeg ærlig talt ved at kaste op over, siger Nicolai Stokholm.

– Vi havde da fortjent at få ros efter en sæson, hvor vi havde vundet mesterskabet.

Med mod på mere

Nu er der åbnet. Jeg spurgte egentlig bare lidt for sjov eller konstaterede måske endda, at han altså ikke var blevet skræmt af medfarten, fordi han i begyndelsen af interviewet er kommet ind på, at FC Nordsjælland går efter andenpladsen, og at det jo kan give adgang til Champions League.

– Nej, overhovedet ikke. Tværtimod, svarede han.

– Vi ved godt, at der både var gode og mindre gode ting, men skræmte er vi ikke. Snarere motiverede for at gøre det endnu bedre. Jeg forstår godt, at vi fik kritik, for når man taber 6-1 til Chelsea, så har man ikke gjort det godt nok. Men kritiserer man selve vores stil og filosofi, så har man ikke forstået ret meget af det, vi har arbejdet og stadig arbejder på, fortsatte han, og så var det altså, vi kom ind på kritikken. Men vi kom også ind på mulighederne, der åbnede sig. Læringen, den gav. For lige som holdene i Superligaen er blevet mere opmærksomme på, hvordan man kan bryde FC Nordsjællands besiddelses-dominans, åbnende Champions League øjnene for de mangler, der stadig er i spillet, når tempoet bliver skruet op.

– Vi vil ikke se en revolution i måden, vi spiller på, men vi har også kunnet se, at vores modstandere i højere grad er begyndt at indrette deres spil efter måden, vi spiller på, og det skal vi finde et modtræk imod. Vi så også i Champions League, at der var ting, vi kunne blive bedre til. Så på den måde var det meget lærerigt for os, siger Nicolai Stokholm og giver et eksempel:

– Genpresset har i lang tid været en del af vores spil, men det er et sted, vi kan blive bedre til hurtigt at lægge et endnu tungere pres.

Duelspillet er et sted, hvor vi er blevet presset, fordi mange prøver at kyse os ved at gå fysisk til os, og så så vi i Champions League, at vi lukkede for mange mål ind og ikke var gode nok til at lukke ned.

Det er områder, vi kan arbejde på, siger anføreren.

Håber på landsholdet

Nicolai Stokholm er ærgerrig og ’har ikke ligget brak, som han formulerer det. Gennem vinteren har han holdt sig i form, selvom han siden efteråret har været plaget af en skade i maveregionen (som man siger) og måtte melde fra til ligalandsholdets tur til USA og træningskampen mod Makedonien for at komme betændelsen til livs.

Så han er i form, forventer bestemt at være på toppen, når Superligaen går i gang den første weekend af marts og erklærer sig klar til at spille med, hvis Morten Olsen udtager ham til kampene mod Tjekkiet og Bulgarien. Altså hvis, for selvom Morten Olsen efter sidste kamp på landsdækkende tv sagde, at han savnede ham, bliver Nicolai Stokholm mindre snakkesaglig, når talen falder på landsholdet.

– Det handler ikke bare om én mand eller én position, men om hele holdet. Jeg er jo ingen Messi, og jeg er ikke den store frelser, siger han.

– Men jeg havde et par gode oplevelser med landsholdet sidste år, og hvis jeg er i rigtig god form, så håber jeg da også, at landstræneren udtager mig, men her må jeg selvfølgelig henvise til Morten Olsen. Det er helt op til ham, siger Nicolai Stokholm.

Som det også er lidt op til. Han skal såmænd bare ramme niveauet fra sidste år. Noget siger mig, at det også er, hvad han har tænkt sig. Mindst. Han kan vist ikke lade være.

I FC Nordsjællands første Superligakamp i forårssæsonen tager Nicolai Stokholm og co. imod AC Horsens hjemme på Farum Park. Kampen spilles 3. marts kl. 14.00.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu