10-årig pige voldtaget i Gullestrup ved Herning

20. november 2011 08:18 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
10-årig pige voldtaget i Gullestrup ved Herning
Billede mangler

En 10-årig pige blev lørdag aften voldtaget i Gullestrup ved Herning af en ung mand på mellem 16 og 18 år af afrikansk udseende.
Sammen med hendes et år yngre veninde blev den 10-årige tvunget til at gå med en ung mand ind i en skov. Det skete ved Gullestrup nord for Herning. Her voldtog den unge mand den 10-årige mens det lykkedes hendes veninde at flygte fra stedet.
Det oplyser vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi i Holstebro, Jens Claumarch til Ritzau.
– Der er tale om en fuldbyrdet voldtægt af den 10-årige pige. Den yngste af de to piger formåede at flygte og alarmere sin familie, siger Jens Claumarch.
Truede dem til at følge med
Manden fandt de to piger på en legeplads ved en børnehave i Lyngens Kvarter i Gullestrup. Her truede han dem til at følge med ind i skovstykket.
– Han truede pigerne med, at de ville blive stukket med en kniv, hvis de ikke adlød. Pigen, der flygtede, løb hjem til sine forældre, som omgående tog ud til gerningsstedet. Her så et af familiemedlemmerne den formodede gerningsmand, men han slap væk, siger vagtchefen.
Området, hvor voldtægten har fundet sted, er afspærret af kriminalteknikkere. Der var lørdag aften ogsåå politihunde på stedet for at lede efter spor.
Politiet vil desuden meget gerne i kontakt med en kvinde, der var ude for at lufte sin schæferhund i området på netop det tidspunkt, hvor voldtægten fandt sted. Det vil sige umiddelbart før klokken 19.29, hvor politiet fik anmeldelsen.
Ifølge politiet har den 10-årige pige det efter omstændighederne godt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu