100.000 sundhedsfolk venter med at godkende overenskomst

7. marts 2013 21:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
100.000 sundhedsfolk venter med at godkende overenskomst
Billede mangler

Vi skriver ikke under på noget, før der kommer skred i forhandlingerne mellem lærerne og Kommunernes Landsforening (KL).

 

Sådan lyder meldingen torsdag aften fra paraplyorganisationen Sundhedskartellet, der repræsenterer 11 forbund og cirka 100.000 ansatte i sundhedssektoren.

»Samtlige organisationer i Sundhedskartellet vil gerne sende et klart signal om, at vi værner om den anerkendte danske aftalemodel. Derfor er det helt afgørende, at arbejdsgiverne og lønmodtagerne forhandler seriøst med hinanden og prøver at finde løsninger,« siger Grethe Christensen, der er formand for Sundhedskartellet og den ene af paraplyorganisationens medlemmer, Dansk Sygeplejeråd, i en pressemeddelelse.

Derfor opfordrer hun nu Danmarks Lærerforening med Anders Bondo Christensen i spidsen og KL med Michael Ziegler som forhandler til at gå i realitetsforhandlinger.

»Vi har selv prøvet at blive efterladt på perronen. Det er ikke rart. Og vi mener ikke, at andre skal isoleres og presses på den måde. Derfor har vi i fællesskab besluttet at udsætte vores godkendelse af forligene, til der er kommet skred i forhandlingerne på underviserområdet,« siger Grethe Christensen.

KTO, der er et forhandlingsfællessskab for ansatte i regioner og kommuner, besluttede tidligere på ugen også at udsætte godkendelsen af overenskomstforligene.

Danmarks Lærerforening og KL skal mødes igen mandag i Forligsinstitutionen, der skal forsøge at få gang i forhandlingerne.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu