103-årig efterlod kæmpearv til plejehjem: Så fantastisk er pengene blevet brugt

19. maj 2017 06:07 | Af: Elo Christoffersen, ec@newsbreak.dk

Beboere på et plejecenter i Østjylland får forsødet livet, da en 103-årig kvinde testamenterede hele sin formue til centret.

De ældre i Kollektivhuset i Randers har det ekstra sjovt.

En 103-årig kvinde, der døde for fire år siden, testamenterede nemlig hele sin formue til Kollektivhuset.

Det beløb sig til omkring 600.000 kroner, oplyser centerleder hos Kollektivhuset, Helle Dreisig, til Newsbreak.dk.

Kravet var, at pengene skulle bruges på at forsøde beboernes liv.

– Vi har blandt andet brugt pengene på rejser og en koncert med Johnny Reimar sidste år, fortæller Helle Dreisig.

Koncert med Kirsten Siggaard

Så sent som onsdag var der endnu en koncert.

– Vi havde onsdag besøg af Kirsten Siggaard, siger centerlederen.

Kollektivhuset har 85 boliger, og beboerne i 80 boliger deltager som regel i arrangementerne.

Den 103-årige kvinde, der testamenterede sin formue, boede uden for plejecentret.

– Hun boede i sit eget hus. Hun blev på et tidspunkt syg og var derfor kortvarigt på vores tryghedshospital. Da hun kom hjem igen, blev hun mere syg og havde brug for mere hjælp. Hun var frisk i hovedet til det sidste, forklarer Helle Dreisig.

Kvinden holdt sig mest for sig selv. Hun havde dog et godt forhold til sin 80-årige nabo.

– Hun havde ikke været hos lægen i 40 år, før hun blev indlagt på tryghedshotellet. Hun var klar i hovedet, og det var hendes eget ønske, at Kollektivhuset skulle arve pengene. Den beslutning traf hun, fordi hun syntes, hun havde fået en rigtig god behandling, siger Helle Dreisig.

Flere oplevelser til beboerne

Allerede i næste uge skal beboerne i Kollektivhuset samt pårørende på nye oplevelser.

Her går turen i Cirkus Arena.

– Og lur mig om vi ikke også arrangerer en Sankt Hans-fest, siger Helle Dreisig.

Hvor mange af de 600.000 kroner, der er brugt, vides ikke.

– Det betyder intet, om pengene er brugt i dag eller i morgen. Personalet har frie hænder til at arrangere noget for beboerne for de penge. Når der ikke er flere penge, så er det jo sådan, det er, slutter Helle Dreisig.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu