120.000 rygere vil kvitte smøgerne i 2013

10. februar 2013 15:01 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
120.000 rygere vil kvitte smøgerne i 2013
Billede mangler

Nytår er de gode fortsætters tid, og en stor andel af de danske rygere har da også planer om at kvitte den dårlige vane i forbindelse med årsskiftet.

 

Det viser en undersøgelse, som analysebureauet Epinion har udført for Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening.

I den svarede 62 procent af de adspurgte i november og december 2012, at de havde planer om at lægge tobakken på hylden inden for en måned.

Danmarks Lungeforening anslår, at der er tale om cirka 120.000 rygere med det ønske.

Samtidig svarer næsten tre ud af fire personer i undersøgelsen – 74 procent – at de ville ønske, at de aldrig var begyndt at ryge – et ønske, som kan konverteres til et rygestop, hvis man får den fornødne opbakning, understreger Lungeforeningens direktør, Anne Brandt.

– Mange oplever rygestoppet som noget meget vanskeligt. Men et rygestop må ikke føles som en håbløs kamp, man skal kæmpe helt alene. Støtte og opbakning fra både pårørende og sundhedspersonale skal være der over en lang periode, udtaler Anne Brandt i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser også, at 17 procent af befolkningen over 15 år ryger dagligt, mens fem procent angiver, at de er festrygere.

Selv når rygestoppet lykkes, er det dog ikke lige let for alle at holde fast i det. For en fjerdedel af de rygere, som lykkedes med at holde sig røgfri i et år eller mere, falder i igen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu