13.000 døde svin i kinesisk flod

18. marts 2013 07:00 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
13.000 døde svin i kinesisk flod

KINA: Antallet af døde svin fundet i en flod, der løber gennem Kinas kommercielle centrum Shanghai er nu oppe på 13.000, oplyser statslige kinesiske medier ifølge AFP.

 

Det er fortsat et stort mysterium, hvor de døde dyr stammer fra.

I Shanghai har man trukket 9.460 døde svin ud af Hunagpu-floden, som leverer 22 procent af byens drikkevand, skriver avisen Shanghai Daily.

Myndighederne i Shanghai beskylder landmænd i Jiaxing i naboprovinsen Zhejiang for at smide sygdomsramte dyr i floden.

I Jiaxing hævder myndighederne, at svinene ikke udelukkende kan stamme fra deres område, da man kun kender til en enkelt landmand, som er fundet skyldig i at have smidt døde svin i floden.

Shanghai siger, at man har kontrollere landmænd i den sydvestlige del af Songjiang, hvor de døde dyr først blev opdaget, men det har ikke været muligt at finde frem til de ansvarlige.

Skandalen sætter endnu engang fokus på Kinas store problemer med fødevaresikkerhed. Stikprøver har vist, at flere af de døde grise har været smittet med sygdom.

»Landmændenes mangel på respekt for landets love, deres dårlige vaner og mangel på tilsyn og muligheder for sygdomsbehandling har ført til denne situation,« siger Yu Kangzhen fra det kinesiske landbrugsministerium.

De mange døde svin sætter understreger Kinas store problemer i landsbrugsproduktion, hvor dyr, der dør af sygdom ofte ender i fødevarer eller ikke bliver destrueret på en forsvarlig måde.

I Wenling blev 46 personer i sidste uge idømt fængselsstraffe på op til seks et halvt års fængsel for at forarbejde og sælge kød fra 1.000 sygdomsramte svin.

Kina blev ramt af landets største fødevareskandale i 2008, da industrikemikalier blev fundet i mejeriprodukter. 300.000 blev syge og mindst seks spædbørn mistede livet.

BNB/AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu