14 spørgsmål om offentlighedslov – nul svar fra ministeren

18. april 2013 12:52 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
14 spørgsmål om offentlighedslov - nul svar fra ministeren
Billede mangler

I onsdagens sene Deadline-udsendelse klokken 22.30 havde værten Martin Krasnik besøg af justitsminister Morten Bødskov (S) til en snak om regeringens forslag til en ny offentlighedslov.

 

I løbet af det 28 minutter lange interview spurgte Krasnik – ifølge en optælling fra DR -14 gange ind til et konkret eksempel på, hvordan den nuværende offentlighedslov skader ministeren og hans arbejde. Alle gange uden at få et konkret svar.

Indledningsvist sagde ministeren blandt andet til den nye offentlighedslovs forsvar:

»Jeg må sige, at jeg ikke synes, det er rimeligt, at den dialog, som jeg og mit ministerium har med Rigspolitichefen om, hvor vi lander lige på det her enkelte svar, det skal ikke offentligheden omkring. Fordi virkeligheden kan jo være den, at det kan være en ophedet sag, sagde ministeren.

Han slog også fast flere gange, at der er behov for et rum, hvor ministrene og administrationen kan føle sig sikre på, at deres forslag ikke »lige pludselig havner på forsiden af avisen«.

Faktisk så mange gange, at Deadline-værten blev lettere utålmodig.

»Morten Bødskov, det ved jeg, og jeg garanterer dig for, at alle vores seere har hørt det argument. Hvorfor vil du ikke komme med et konkret eksempel på, at der har været for meget offentlighed om jeres interne arbejde?« spurgte Martin Krasnik.

Og således fortsatte interviewet i ti minutter, indtil Krasnik halvvejs inde i programmet opgiver at få et svar, og konstaterer, at »det må være hårdt at være politiker.«

Forslaget til den nye offentlighedslov bygger på en aftale mellem regeringen, Venstre og de Konservative. Hvis den bliver vedtaget, vil det betyde, at dokumenter, som bliver udvekslet mellem ministerier og deres styrelser, bliver undtaget fra aktindsigt. Det samme gælder for korrespondancer mellem ministre og resten af folketingets medlemmer.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu