15-årig fængslet for banderelateret drabsforsøg

28. februar 2013 15:20 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
15-årig fængslet for banderelateret drabsforsøg
Billede mangler

En 15-årig dreng blev torsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Roskile for at have skudt mod en tatovørforretning på Nørre Boulevard i Køge 6. februar. Politiet mistænker ham for at have affyret skud mod forretningen, da han kørte forbi på knallert.

 

»Jeg kan bekræfte, at vi torsdag morgen har anholdt og sigtet en 15-årig dreng for drabsforsøg i forbindelse med skyderiet ved tattooshoppen. Han er torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet,« siger Christen Østergaard, politiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi, til Berlingske Nyhedsbureau.

»Når man skyder ind mod en forretning, som er fyldt med mennesker, så er det et drabsforsøg,« tilføjer han.

I den storstilede aktion mod talrige adresser på Sjælland og Lolland er i alt syv personer blevet anholdt. Under ransagninger er der blandt andet blevet fundet to pistoler og en hel del ammunition samt en mindre portion hash og kokain.

Politiets visitationszone i Køge blev torsdag forlænget til 14. marts på grund af konflikten mellem bander i området.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu