16-årig anholdt for overfald på fire turister

8. maj 2012 12:53 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
16-årig anholdt for overfald på fire turister
Billede mangler

Københavns Politi har foretaget den første anholdelse i sagen om et brutalt overfald i Folkets Park på Nørrebro i København. Det er en 16-årig dreng, som politiet nu vil have sat bag lås og slå.
Tirsdag vil den 16-årige blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byrets dommervagt, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet.
Overfaldet fandt sted lørdag eftermiddag, da fire personer, tre mænd og en kvinde, tilsyneladende umotiveret blev overfaldet af en gruppe på 10-12 personer i Folkets Park.
– Det drejer sig om fire personer fra Jylland, der er i byen, og som forvilder sig ind i området, fortæller politikommissær Knud Hvass fra Københavns Politi til Ritzau.
Det har tidligere været fremme, at de fire jyder var i København for at gå til koncert. I stedet endte turen på hospitalet.
Værst gik det ud over en 22-årig mand, som blev såret af flere knivstik. Manden blev stukket i bryst og maveregion, og det resulterede i indre blødninger og en sammenklappet lunge.
Den 22-årige var en overgang i livsfare, men lægerne på Rigshospitalets Traumecenter fik behandlet manden, så han allerede først på aftenen lørdag kunne meldes uden for livsfare.
De to andre mænd og kvinden blev også overfaldet af den store gruppe. De slap dog for knivstik, men måtte lægge krop til både slag og spark.
Folkets Park er kendt som et sted, hvor der finder åbenlys hashhandel sted, og hvor flere tilfældige personer i de seneste år er blevet overfaldet.
Parken er desuden tilholdssted for den såkaldte Blågårds Plads-gruppe – en gadebande, der i længere tid har været i konflikt med blandt andre Hells Angels.
Ifølge Knud Hvass er den anholdte 16-årige dreng kendt fra lokalmiljøet, og nu går jagten ind på hans medgerningsmænd.
– Vi håber da på at kunne foretage flere anholdelser i den her sag, siger Knud Hvass.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu