16-årig overlever brutalt rockeroverfald

3. april 2013 07:51 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
16-årig overlever brutalt rockeroverfald

En 16-årige dreng, der tirsdag aften blev overfaldet af HA-rockere på en tankstation i Nørresundby i Nordjylland, overlever angrebet. Det skriver bt.dk.

 

Drengen ligger stadig i kunstig koma, men de seneste meldinger fra hospitalet lyder på, at han slipper fra overfaldet med livet i behold.

»Hans tilstand er stabil. Han er uden for livsfare. Han slipper formentlig med det åbne kraniebrud, som han fik efter slagene. Der er gode håb for, at han kommer over det her.«

Det siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard, til bt.dk.

Den 16-årige var passager i en bil, som tirsdag aften kørte ind på en benzintank lige over for Hells Angels rockerborg i Nørresundby. Mens føreren af bilen var inde i butikken, åbnede to mænd udefra hver sin dør i bilen og angreb ham. Den ene slog den 16-årige i hovedet med en mursten, mens den anden bankede løs på ham med en murerhammer flere gange.

Den 16-årige blev indlagt på hospitalets traumeafdeling, og politiet anholdt tre personer med relationer til Hells Angels efter overfaldet.

»I løbet af dagen tager vi stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør,« siger Bent Højgaard.

Den seneste tid har der været flere sammenstød mellem Bandidos og Hells Angels i det nordjyske, men ifølge politiet har de unge mænd i bilen ikke rockerrelationer. Drengen blev tilsyneladende et tilfældigt offer, da rockerne gik til angreb. Politiet arbejder ud fra en teori om, at rockerne har forvekslet de unge i bilen med rivalerne fra Bandidos.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu