165.000 skiftede dagpengene ud med job

24. januar 2013 09:50 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
165.000 skiftede dagpengene ud med job

Nye tal fra Beskæftigelsesministeriet indikerer, at det ikke er så svært for ledige at komme i beskæftigelse, som ellers antaget.

 

Sidste år sagde 165.000 danskere farvel til dagpengesystemet og goddag til et job. Det viser en analyse, som Dansk Arbejdsgiverforenings eget magasin Agenda har lavet på baggrund af tal fra Beskæftigelsesministeriets DREAM-register.

Tallene viser også, at de ledige, der kom i job, efterfølgende blev i jobbet i mindst en måned.

– Vi kan se, at en betydelig andel af de ledige job besættes af personer, der har gået ledige, og der er således ikke kun tale om beskæftigede, der bare skifter job, siger Michael Svarer, der er professor ved Aarhus Universitet og nyudnævnt økonomisk vismand, til Agenda.

– Den afgang fra ledighed til beskæftigelse, som vi oplever nu, nemlig en månedlig afgang på cirka 0,05 procent af arbejdsstyrken, den svarer nogenlunde til det samme niveau, vi så i perioden 2005-2006. Og 2005-2006 anses for neutrale konjunkturår, det vil sige, at vi er i en ret normal situation, når det gælder for ledige om at finde beskæftigelse, fortsætter Michael Svarer.

Flemming Søborg, der er arbejdsmarkedschef i Frederikshavn, har også erfaret, at der er job at finde for folk, der er geografisk og fagligt mobile. Han mener ikke, at jobmarkedet er så stivfrossent, selv om det kan være svært for nogle grupper at finde noget at rive i.

– Dem uden kvalifikationer, og også de unge, de har problemer med at hænge fast i ledighed. Derfor er det helt afgørende, at vi får opkvalificeret disse grupper. Det er dog også vigtigt, at uanset kvalifikationer og alder, så skal man være villig til at flytte sig og ikke være kræsen, hvis man skal finde et job. Man skal jo starte et sted, siger Flemming Søborg til Agenda.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu