18.000 offentlige job forsvundet

17. januar 2012 08:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
18.000 offentlige job forsvundet
Billede mangler

Antallet af hænder til at passe på børn, syge og gamle styrtdykker i det offentlige.
På lidt over et år er hjemmehjælpere, lærere og sygeplejersker faldet med 18.000 ansatte.
Det skriver Politiken på baggrund af tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Antallet af offentligt ansatte faldt fa 2. kvartal til 2010 til 3. kvartal 2011 til i alt 824.000 personer. Og det er det laveste antal siden den borgerlige regering med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) kom til magten i 2001.
Fagforeningerne for de offentligt ansatte slår alarm. De mener ikke, at der kan barberes mere af.
“Den offentlige sektor kan ikke bære flere rundbarberinger,” lyder opråbet fra Bente Sorgenfrey, formand for hovedorganisationen FTF, der organiserer flere hundrede tusinde lærere, politiassistenter, sygeplejersker og pædagoger, i Politiken.
Men opråbet preller af på finansminister Bjarne Corydon (S). Han fastholder den tidligere regerings plan om en egentlig ‘budgetlov’, som kan komme til at rumme sanktioner mod de kommuner, regioner og statslige arbejdspladser, der ikke lever op til budgetkravene.
“De tilpasninger, vi har set i det offentlige de sidste par år, skyldes delvist, at der er blevet brugt flere penge, end der var afsat i budgetterne, og det holder naturligvis ikke i længden. Samtidig står Danmark midt i en økonomisk krise, og det betyder, at der er færre penge til rådighed, også til offentlig velfærd, end der var tidligere,” siger han til Politiken.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu