18-årig flået ud af skoleklasse: Nu er han sigtet af politiet

12. oktober 2017 15:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En 18-årig mand truede - for sjov - med et skoleskyderi. Nu risikerer han fængsel.

Skoledagen på Ørestad Gymnasium på Amager blev især for en 18-årig ung mand og hans klassekammerater afbrudt på ganske dramatisk vis torsdag ved middagstid. Det oplyder Københavns Politi, der i en pressemeddelelse fortæller, hvordan ordensmagten igangsatte en stor operation på gymnasiet – med ét mål for øje; at lokalisere den 18-årige.

Årsagen er, at politiet klokken 12.05 fik en anmeldelse om, at en SMS florerede blandt elever på skolen, hvor i det stod fremhævet, at et skoleskyderi ville eller kunne finde sted torsdag. Den slags tager politiet ikke let på, og derfor var det vigtigt at finde frem til den oprindelige afsender.

Politiet igangsatte straks en større operation og fik lokaliseret afsenderen af beskeden, der befandt sig i et klasselokale på gymnasiet. Anholdelsen skete uden dramatik, men med brug af tungt bevæbnet politi.

Ifølge vores oplysninger er den unge mand elev i en 2.G-klasse på gymnasiet. Ørestad Gymnasium har omkring 448 elever på hver årgang, der er fordelt på 16 klasser.

I galleriet her over artiklen kan du se, hvad manden skrev.

Op til to års fængsel

Den 18-årige unge mand er torsdag eftermiddag til afhøring på politiets Station Bellahøj, hvor han har forklaret, at der ingenlunde var tale om en reel trussel. Alligevel er han blevet sigtet for brud på straffelovgivningen.

Politiet oplyser nemlig ved 15-tiden, at der er rejst sigtelse efter paragraf 266 i straffeloven.

Fakta

Straffelovens paragraf 266

§ 266: Den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Kilde: Retsinformation.dk

– Sagen her viser, hvorfor man på ingen måde skal lave sjov med trusler om skoleskyderier og lignende. På grund af det generelt høje trusselsniveau, vi har i Danmark, så bliver den slags taget meget alvorligt af politiet. Dette har medført en omfattende politiaktion og andre elever er formentlig blevet opskræmt. Det er både dumt og uansvarligt af den der har fremsat truslerne og den 18-årige er nu sigtet, siger den centrale efterforskningsleder René Jensen.

I pressemeddelelsen fremgår det, at politiet ikke har yderligere kommentarer til sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu