18-årig anholdt for politivold på Christiania

29. januar 2013 16:17 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
18-årig anholdt for politivold på Christiania
Billede mangler

En regn af krysantemum-bomber, kanonslag og sten mødte en flok betjente på opgave på Christiania i København nytårsaften 2012. Afsenderne var en gruppe maskerede personer, og efter at have efterforsket hændelsen har betjente fra Task Force Pusherstreet under Københavns Politi anholdt en 18-årig mand, som, de mener, var med ved urolighederne.

 

Ifølge politiet blev manden anholdt tirsdag morgen på Amager og er sigtet for vold mod politibetjente, for at have været maskeret og for både at have opfordret til og deltaget i »grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden«, står der i en pressemeddelelse fra Københavns Politi.

– Vi er meget tilfredse med dagens anholdelse. Stenkastere og andre uromagere på Christiania skal vide, at politiets lange arm før eller siden får fat i de personer, som har udøvet vold mod politifolkene i området, siger vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen, leder af Task Force Pusherstreet.

Flere af betjentene, som var på Fristaden for at finde frem til en større mængde stjålet og farligt fyrværkeri nytårsaften, kom til skade under urolighederne, oplyser politiet, mens der ikke er forlydender om, hvorvidt nogle af de maskerede mænd kom noget til.

Den 18-årige mand bliver fremstillet i grundlovsforhør i Københavns dommervagt onsdag, og politiet vil her anmode om, at han bliver varetægtsfængslet. Vicepolitiinspektøren vil dog ikke fortælle yderligere om sagen nu.

– Da der stadigvæk er gerningsmænd på fri fod, ønsker jeg ikke at komme nærmere ind på de efterforskningsskridt, der førte til dagens anholdelse, siger Poul Kjeldsen i pressemeddelelsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu