18-årige Cecilie Reckendorff vinder bogudgivelse

9. november 2012 08:42 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
18-årige Cecilie Reckendorff vinder bogudgivelse
Billede mangler

Dansk hjemmeside giver mulighed for unge forfatterspirer – nu har det givet pote for teenager, der får udgivet en bog
 
Den kun 18-årige gymnasieelev Cecilie Reckendorff kan nu blære sig med at være forfatter. Hun har nemlig vundet en bogudgivelse igennem en konkurrence på hjemmesiden movellas.dk, hvor hovedsageligt unge piger lægger deres noveller og romaner op.
 
Historien er en Sci-fi kærlighedshistoire, som blev valgt af movellas i samarbejde med selvudgivelsesforlaget Books on Demand. Bogen vil blive præsenteret på den store bogmesse i Bella Centeret, der løber af stablen 9.-11. november.
 
– Det fedeste er, at jeg har fået lov til at prøve denne her process med, hvordan det er at blive udgivet. Min store drøm er at blive forfatter, så at få lov til at prøve det, når jeg er så ung, er jo bare fedt, siger en glad og stolt Cecilie Reckendorff til Newspaq.
 
Den erotiske bestselleren ‘Fifty shades of grey’, der har indtjent millioner af dollars, var oprindeligt også en bog, der var lagt ud på en hjemmeside med et lignende koncept som movellas. Men det er ikke ligefrem dollartegn, der er i øjnene på den nyslåede forfatter.
 
– Jeg håber da, at der er nogen, der vil købe bogen, men det er ikke sådan, at jeg har vildt høje forventninger til, at det lige pludselig bliver det helt store. Det var jo ikke på grund af penge, men på grund af min passion, at jeg deltog, siger Cecilie Reckendorff.
 
Hos Books on Demand fortæller man også, at det ikke er fordi, at man forventer at millionerne ruller ind, at man har finansieret bogudgivelsen.
 
– I første omgang er vi interesserede i at gøre opmærksom på den her talentmasse, der findes blandt de danske unge og er egentlig bare glade for, at vi kan støtte det gode projekt. Så må tiden vise, hvor godt bogen sælger. Vi vil selvfølgelig gøre vores til at gøre opmærksom på den – bland andet på den kommende bogmesse, siger Anne Sofie Kirketerp, der er marketingansvarlig i Books on Demand.
 
Ifølge Joram Felbert, som var med til at starte Movellas, er det kun begyndelsen på noget stort, når skrivetalenter bliver opdaget over nettet.
 
– Vi har flere piger på Movellas, der er blevet læst hundrede tusinde gange og har over 30.000 fans og followers. Herunder flere danske piger. Pigerne ved, hvad der skal til for at fastholde deres jævnaldrende læseres interesse. De kan noget, som voksne og etablerede forfattere på over 25 år ikke kan. Så vi glæder os rigtigt meget til ligeledes at få udgivet de første danske teenagere med skrivetalenter, siger han.
 
Den skrivelystne Cecilie Reckendorff er allerede i godt i gang med næste bogprojekt, oplyser hun til Newspaq.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu