194 syge: Nytårskrydstogt spoleret af opkast og diarre

30. december 2012 12:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
194 syge: Nytårskrydstogt spoleret af opkast og diarre
Billede mangler

Opkast og diarre har ødelagt nytårskrydtogtet for 194 passagerer på gigantskibet Queen Mary 2.
 
Et af verdens største passagerskibe, luksuslineren Queen Mary 2, er løbet ind i problemer på sit nytårskrydstogt rundt i Det Caribiske Hav.
 
Ikke færre end 194 af passagererne er blevet syge om bord og har døjet med diarre eller opkast, oplyser USA’s center for sygdomskontrol.
 
Derfor sender centret tre af sine sundhedseksperter på inspektion på skibet, når det vender tilbage til Brooklyn i New York 3. januar.
 
Queen Mary 2, som huser omkring 2600 passagerer, lagde fra kaj i den amerikanske millionby 22. december og cruiser i øjeblikket stadig rundt i Caribien.
 
Selskabet Cunard Line, som driver krydstogtskibet, har nu taget ekstra lægeligt personale om bord. Samtidigt tages der prøver fra syge passagerer, som bliver overgivet til sundhedsmyndighederne i USA. Smittekilden er endnu ukendt.
 
Queen Mary 2 var, da det blev bygget på et værft i Atlanterhavsbyen Saint-Nazaire i Frankrig, verdens største og dyreste krydstogtskib.
 
Det gigantiske skib blev døbt i 2004 ved at få slået en stor flaske champagne mod sit 150.000 ton tunge skrog af dronning Elizabeth II.
 
Skibet, som er 23 etager højt, er en kvart gang længere end Titanic, det legendariske krydstogtskib, der angiveligt ikke kunne synke, men som alligevel gik ned på sin jomfrurejse i 1912.
 
Queen Mary 2 er ikke længere verdens største af sin slags, men er blevet overhalet af flere andre cruiseskibe i kæmpeklassen, som måler helt op til 360 meter i længden.
/ritzau/dpa
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu