2.500 lærere på skolebænken i dag

8. august 2012 11:08 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
2.500 lærere på skolebænken i dag
Billede mangler

I dag er ferien definitivt forbi for 2.500 københavnske skolelærere.
For en uge før klokken ringer ind til skoleårets første timer, er det lærerne, der er blevet sat på skolebænken af den kommunale arbejdsgiver, fortæller DR København.
Kommunen har nemlig valgt at samtlige lærere i år skal gennemgå et obligatorisk efteruddannelsesforløb med fokus på differentieret undervisning.
Det er dog ikke alle, der jubler. Hos Københavns Lærerforening frygter formand Jan Trojaborg, at arrangementets størrelse går ud over det faglige udbytte.
Samtidig ærgrer det ham, at de enkelte skoler samtidig mister en stor del af friheden til selv at bestemme, hvad der skal være fokus på i lærernes efteruddannelse.
Københavns Børne- og ungdomsborgmester, Anne Vang, glæder sig over, at omkring 2.500 af kommunens skolelærere onsdag sætter sig på skolebænken på det kommunale sommeruniversitet.
Og kommunen glæder sig over at have skabt et arrangement, der skal klæde lærerne bedre på til at møde hverdagens udfordringer.
– Det er en kæmpestor udfordring at få lavet en undervisning, der rammer alle børn. Det er det, vi sætter fokus på på sommeruniversitetet, fortæller børne- og ungdomsborgmester Anne Vang til DR København.
Samtidig sikrer kommunen at også lærere, der arbejder på skoler, hvor økonomien er hårdt presset også får styrket fagligheden.
– Deres lærere kommer også på efteruddannelse, og vi spytter mange penge ekstra i, sådan så vi får boostet det, så der kommer endnu mere efteruddannelse, siger hun.
Københavns Lærerforenings bekymring for, at arrangementet er så stort, at lærernes faglige udbytte bliver begrænset deler Anne Vang ikke.
– Det skal ikke være sådan, at vi har 2500 lærere, der sidder i et lokale og får undervisning. Der er 80 kursusmoduler, så man kan vælge og kan få noget, som rammer ens udfordringer, siger Anne Vang.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu