20-årig dressurrytter udleveres i mystisk sag

17. marts 2017 09:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Rigsadvokaten vurderer, at 20-årig kvinde kan udleveres til Sydkorea i sag, der trækker tråde til præsidenten.

Video: Rigsadvokaten

Danmark vil udlevere den sydkoreanske kvinde Chung Yoo-ra, der har siddet varetægtsfængslet i Danmark siden januar.

Det meddeler Rigsadvokaten.

Kvinden er i Sydkorea sigtet for medvirken til omfattende økonomisk kriminalitet.

– Efter en grundig gennemgang af sagen er det vores vurdering, at betingelserne for udlevering til Sydkorea er til stede, siger statsadvokat Mohammad Ahsan fra Rigsadvokaten i en pressemeddelelse og tilhørende video, du kan se her over artiklen.

Chung Yoo-ra har siddet fængslet, siden hun blev anholdt af Nordjyllands Politi 1. januar i en ellers hemmeligholdt aktion, der kun blev gjort opmærksom på i en kort pressemeddelelse.

Den sydkoreanske kvinde blev fundet i et klædeskab, hvor hun gemte sig.

– Jeg ved, at sagen har haft stor opmærksomhed i Sydkorea. Derfor er jeg også glad for, at der har været en udbredt forståelse for, at sagsbehandlingen har taget den tid, som har været nødvendig for at behandle sagen grundigt og i overensstemmelse med dansk lovgivning, siger Ahsan.

Afpresning

Kvinden er datter af Choi Soon-sil – en nær veninde til Sydkoreas suspenderede præsident, Park Geun-hye.

Moderen anklages for at have udnyttet sin position i det sydkoreanske samfund til at afpresse store virksomheder, herunder Samsung-koncernen.

Pengene skal ifølge anklagen være blevet brugt til at finansiere Chung Yoo-ras køb af luksusheste i blandt andet Danmark.

Chung Yoo-ra bliver også beskyldt for at have skaffet sig uberettiget adgang til et anerkendt sydkoreansk universitet.

Frygter for sikkerhed

Ifølge forsvarer Peter Martin Blinkenberg nægter kvinden sig skyldig.

Forsvareren har tidligere til Ritzau oplyst, at kvinden vil anke beslutningen, hvis de danske myndigheder ender med at sige ja til at udlevere hende.

Hun frygter ifølge forsvareren for sikkerheden for sig selv og sin halvandet år gamle søn, hvis de vender tilbage til Sydkorea.

Sønnen har været i de sociale myndigheders varetægt i Danmark, mens moderen har været fængslet.

Kvinden har nu tre dage til at anke afgørelsen. Hvis hun gør det, vil sagen komme for ved Retten i Aalborg.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra Peter Martin Blinkenberg. Rigsadvokaten ønsker ikke at stille op til et uddybende interview.

Sydkoreanske Chung Yoo-ra vil udfordre Rigsadvokatens afgørelse om at udlevere hende fra Danmark til Sydkorea. Det oplyser hendes advokat ifølge Reuters.

Fakta

OVERBLIK: Korruptionsskandalen i Sydkorea

En sydkoreansk kvinde skal udleveres fra Danmark til sit hjemland. Hun er sigtet i en sag, der trækker tråde til Sydkoreas afsatte præsident, Park Geun-hye.

Læs om forløbet her:

* Nordjyllands Politi anholdt kvinden 1. januar 2017 på en adresse i Aalborg-forstaden Gug. Det skete efter tip fra en sydkoreansk journalist.

* Kvinden hedder Chung Yoo-ra. Hun er sigtet for medvirken til omfattende økonomisk kriminalitet. Også for at have udnyttet sin position i det sydkoreanske samfund til at opnå adgang til et eliteuniversitet.

* Den 20-årige kvindes mor, Choi Soon-sil, er fængslet i Sydkorea. Hun er anklaget for millionsvindel og for magtmisbrug.

* Choi Soon-sil er veninde med tidligere præsident Park Geun-hye. Hun skal have fungeret som uofficiel rådgiver for præsidenten.

* Positionen har hun ifølge anklagen fra de sydkoreanske myndigheder misbrugt til at afpresse store virksomheder.

* Pengene er ifølge anklagen blevet brugt til at finansiere datterens luksusliv. Og til køb af dyre dressurheste i Danmark.

* 10. marts stadfæstede forfatningsdomstolen i Sydkorea en beslutning om at stille den suspenderede præsident, Park Geun-hye, for en rigsret. Dermed måtte præsidenten træde tilbage permanent.

* 17. marts oplyser Rigsadvokaten, at Chung Yoo-ra vil blive udleveret fra Danmark til Sydkorea.

/ritzau/

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu