20 dræbt i nyt bombeangreb i Syrien

30. april 2012 13:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
20 dræbt i nyt bombeangreb i Syrien
Billede mangler

Volden og blodsudgydelserne fortsætter i Syrien.
Flere end 20 personer er i dag blev dræbt af eksplosioner, der ramte bygninger, som huser sikkerhedsstyrker i byen Idlib i den nordvestlige del af Syrien.
Det oplyser menneskerettighedsgruppen Syrian Observatory for Human Rights, der har hovedkvarter i London.
De fleste dræbte tilhører sikkerhedstyrkerne, lyder det.
Syrisk stats-tv sætter dødstallet lavere og siger, at der foreløbig er otte bekræftede dræbte døde ved to eksplosioner, som rystede en central plads i byen.
Samtidigt viser tv-kanalen grusomme billeder med sammenkrøllede biler og smadrede bygninger og fastslår, at “terrorister” står bag bombeangrebene.
Ifølge Syrian Observatory for Human Rights er der også meldinger om en kraftig eksplosion i en forstad til hovedstaden Damaskus.
– En voldsom eksplosion rystede forstaden Qudsiya, og det lader til at være en bilbombe. De første meldinger lyder, at der er kvæstede, lyder det.
Bombeangrebene finder sted midt i en FN-opbakket våbenhvile, som trådte i kraft 12. april, men endnu ikke har kunnet stoppe volden i Syrien.
Den norske generalmajor Robert Mood, som leder den observatørgruppe, der gradvist indsættes i Syrien inden for kort tid, ankom søndag til Damaskus, hvor han indrømmer, at en meget vanskelig opgave venter.
– Vi bliver kun 300, men vi kan gøre en forskel, siger den 54-årige Mood om det ubevæbnede observatørkorps.
Ifølge menneskerettighedsgruppen Amnesty International er over 360 mennesker blevet dræbt, siden FN-observatørerne indledte deres mission den 16. april.
FN siger, at præsident Bashar al-Assads styrker har dræbt 9000 mennesker under opstanden, mens regimet i Damaskus siger, at 2600 soldater og politifolk er blevet dræbt af regeringsfjendtlige grupper.
Assad skal ifølge våbenhvileaftalen trække militær og våben ud af byerne. Ud over Homs har byerne Idlib, Hama og Deraa fået observatører indsat.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu