200 asylansøgere står uden plads

30. oktober 2012 09:02 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
200 asylansøgere står uden plads
Billede mangler

800 pladser til asylansøgere er der oprettet siden sommer, men alligevel er der behov for 200 nye pladser frem til årsskiftet.
 
Selv om Udlændingestyrelsen siden sommer har fået etableret omkring 800 nye asylpladser rundt om i landet, forventer styrelsen at skulle finde plads til yderligere 200 asylansøgere inden årsskiftet.
 
– Situationen er klart bedre end i sommer. Men vi er konstant ude i landet for at finde flere pladser, da vi har behov for at etablere knap et par hundrede nye pladser inden årets udgang, siger Thomas Mortensen, der er kontorchef i Udlændingestyrelsen.
 
I øjeblikket arbejder styrelsen på konkrete aftaler om etablering af 250-350 nye pladser rundt i landet inden udgangen af 2012.
 
Samtidig skal Røde Kors, som står for driften af størstedelen af landets asylcentre, efter aftale med Udlændingestyrelsen undersøge muligheder for at etablere 150 pladser i tilknytning til eksisterende asylcentre.
 
På landets modtagecentrene – som er der, hvor asylsøgerne opholder sig i den første tid – er presset dog stadig stort, fortæller Anne la Cour, der er asylchef hos Røde Kors.
 
Thomas Mortensen erkender, at modtagecentrene i øjeblikket er mere presset end resten af systemet. Når det er tilfældet, så skyldes det især, at det er i modtagelsen, hvor det er sværest at forudse det skiftende pres i antallet af ansøgere.
 
Det kan derfor være nødvendigt at flytte nogle af ansøgerne hurtigere ud på asylcentrene, hvor presset ikke er så stort. Det kan dog være en problematisk måde at løse problemet på.
 
– Folk skal helst blive på modtagecentrene, indtil de er blevet helbredsscreenet, og indtil de har fået det første interview med politiet og udlændingestyrelsen, siger Anne la Cour Vågen.
 
Hun kalder det uhensigtsmæssigt for eksempel at flytte folk, før de indledende samtaler er foretaget, da det i høj grad er med til at vanskeliggøre arbejdet.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu