200.000 motorcykler på vejene i Motorcykelugen 2012

29. maj 2012 08:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
200.000 motorcykler på vejene i Motorcykelugen 2012
Billede mangler

De danske veje fyldes af en stor del af de over 200.000 motorcykler, der er indregistrerede i Danmark i Motorcykelugen 2012 i uge 23.

 
Er du vild med motorcykler, så kig godt efter, når du kører på de danske landeveje i begyndelsen af juni.

Her ventes en stor del af Danmarks mere end 200.000 motorcykler nemlig at drøne rundt i det, der uden tvivl bliver danmarkshistoriens største motorcykeltræf.

Bag begivenheden ”Motorcykelugen 2012” står den danske Motorcykel Forhandler Forening og Motorcykel Importør Foreningen, der er gået sammen om det fælles initiativ, som skal synliggøre motorcyklismen og vise dens mangfoldighed.

– Vi vil gerne vise folk, hvor meget motorcyklismen rummer. Målet er, at også dem, der aldrig har siddet på en motorcykel, bliver opmærksomme på de oplevelser, man kan få ved at køre på to hjul. Den store frihed, fællesskabet, nærheden med omgivelserne – alt det, man ikke får med bag bilruden, fortæller Erik Blacha, der er formand for Motorcykel Importør Foreningen.

Og der er nok af motorcykler at tage af til arrangementet. For siden 1993 er antallet af registrerede motorcykler i Danmark nemlig tredoblet til over 150.000 motorcykler. Dertil kommer 55.000 store knallerter.

Motorcykelugen 2012 markeres i hele landet med arrangementer hos forhandlerne, der blandt andet holder åbent hus, særlige arrangementer for kvinder og grill-aftener. Og en i en række biografer landet over vises motorcykelfilmen ”Closer to the Edge”, der handler om verdens farligste motorcykelløb. Ugen afsluttes med den store fællestur den 10. juni. Her arrangerer forhandlere i hele landet fællesture, så man vil se flere motorcykler på de danske veje end nogensinde før.

Alle arrangementer kan ses på www.motorcykelugen.dk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu