21-årig sigtet for 77 nye pige-krænkelser

25. januar 2013 16:16 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
21-årig sigtet for 77 nye pige-krænkelser
Foto: Politi.dk.
Politi

Arkivfoto.

En 21-årig mand er varetægtsfængslet og sigtet for i alt 77 overtrædelser mod omkring 40 piger.

 

Sigtelserne omhandler forsøg på blufærdighedskrænkelse, forsøg på samleje, forsøg på anden kønslig omgang og ulovlig tvang, mens ét enkelt forhold omhandler anden kønslig omgang end samleje med et barn under femten. Det fortæller efterforskningsleder Kenneth Støvhase fra Nordsjællands Politi om sigtelserne, som primært omhandler mindreårige piger.

– Vi er stadig i gang med efterforskningen, og vi forventer, at der kommer flere sigtelser i sagen. Vi har flere afhøringer på vej, siger han til bt.dk.

Det formodede sexkrænkelser er foregået som »grooming«, hvor den 21-årige har kontaktet ofrene online i chatrooms og overtalt dem til at tage tøjet af. Han har ifølge politiet i mindst et tilfælde optaget afklædningen med et webcam for efterfølgende at bruge optagelsen som afpresning. Den 21-årige har ifølge politiet ikke mødt ofrene fysisk.

Han blev i april 2012 kendt skyldig i lignende kriminalitet, oplyser Nordsjællands Politi ifølge bt.dk. Dengang blev han dømt skyldig i 41 tilfælde af sexkrænkelser mod piger, der var helt ned til 12 år gamle. Læger og psykologer har efterfølgende skullet vurdere, hvorvidt den 21-årige skulle i sexologisk behandling.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu