21-årige Anders: 200 elever i samme lokale

13. februar 2012 17:18 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
21-årige Anders: 200 elever i samme lokale
Billede mangler

Pladsen er trang, tiden er kort og spørgsmålene besvares ikke.
I enkelte fag må op til 200 studerende af og til leve med at blive stuvet sammen i et lokale til hektisk undervisning, hvor der ikke er tid til at stille opfølgende spørgsmål.
Det fortæller 21-årige Anders Hasselstrøm, der til daglig studerer på Copenhagen Business School (CBS). Han er blandt det stigende antal studerende, der i frustration over undervisningen selv betaler for privat undervisning.
“Der er ikke tid til at spørge om de ting vi er i tvivl om, når vi oplever at måtte sidde 200 studerende i et lokale med én underviser,” siger Anders Hasselstrøm.
Han læser på linjen International Business and Politics og det er især i de mere tekniske fag, at undervisningen svigter, oplever han.
“Det er problematisk, når det drejer sig om for eksempel de økonomiske fag, hvor der er et et facit. Jeg oplever, at mange sidder og ikke er helt sikre på undervisningen, men der er ikke tid til at stille spørgsmål,” siger han.
Det er i høj grad derfor han vælger at bruge mellem 500 og 1.000 kroner på at købe privat undervisning.
“Det har været enormt positivt at deltage i de private kurser. Underviserne virker meget mere engagerede, de er dygtige fagligt og der er en anden ro og tid til at stille spørgsmål,” siger Anders Hasselstrøm, der peger på at han oplever undervisere, der mangler pædagogisk sans på CBS:
“De er tvunget til at undervise for at kunne forske. Derfor oplever vi studerende, at der mangler engagement og pædagogisk sans,” lyder hans oplevelse.
Anders Hasselstrøm har valgt de private kurser fordi han er ambitiøs og ikke vil lade sig nøje. Men for mange studerende er det slet ikke muligt at forbedre muligheden for en bedre karakter til eksamen.
“Jeg prioriterer at bruge penge på private kurser. Det er ret meget at betale 500 til 1.000 kroner ud af en SU på 4-5.000 kroner. Det er langtfra alle, der har råd til at betale for kurser, når der skal betales husleje, købes mad og der skal tøj på kroppen,” siger han og fortæller, at en del af hans medstuderende vælger at tage et studielån for at finansiere privat undervisning.
Anders Hasselstrøm mener ikke, at det er karakterræs, der får studerende til at købe sig til undervisning. Det er i høj grad manglen på kvalitet og ikke spidse albuer, der får op til 25.000 studerende til at købe undervisning årligt.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu