21 personlige rekorder og fem danske medaljer

8. september 2012 22:03 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
21 personlige rekorder og fem danske medaljer
Billede mangler

De Paraolympiske Lege i London blev et gennembrud både nationalt og internationalt – det giver håb om flere danske atleter.
 
Fem danske medaljer og 21 personlige rekorder. Det kan de danske atleter rejse hjem med fra De Paraolympiske Lege i London.
 
Og legene blev et stort gennembrud ikke bare internationalt, men også nationalt.
 
– Vi tog til London med en ambitiøs målsætning på syv medaljer, og med fem medaljer som det acceptable antal. Og det når vi. Atleterne præsterer på allerhøjeste internationale niveau, og mange sætter personlige rekorder og leverer imponerende resultater i top 5 under det pres, der er her ved verdens største sportsbegivenhed. Holdets samlede præstation er bestemt godkendt, siger elitechef Michael Møllgaard Nielsen.
 
Det sportslige niveau er løftet markant siden Beijing – og det stiller krav til den danske talentudvikling:
– Jeg er dybt imponeret over niveauet herovre. Konkurrencen har aldrig været hårdere – og forskellen mellem det sportslige niveau ved OL og PL bliver mindre og mindre. Jeg er sikker på, at vi i Rio vil se endnu flere PL-atleter, der krydser broen og deltager ved både PL og OL.
 
– Jeg håber også, at den store mediedækning gør, at flere unge derhjemme får lyst til at se, hvor langt de kan drive deres sport, siger Michael Møllgaard Nielsen og fremhæver, at unge med et mindre handicap, som fx en defekt hånd eller arm, ofte ikke ved, at de kan konkurrere i handicapidrætten.
 
Dansk Handicap Idræts-Forbund afholder Paralympic Day den 22. september i Vejen idrætscenter – netop som et tilbud for børn og unge, som kan prøve kræfter med handicapidrætten og møde de danske paralympiske atleter. Læs mere på www.dhif.dk
 Fakta om De Paralympiske Lege
De Paralympiske Lege er handicapidrættens uden sammenligning største eliteidrætsbegivenhed for idrætsudøvere med handicap.
Dansk Handicap Idræts-Forbund står bag den danske deltagelse i samarbejde med forbundets hovedsponsorer: JYSK, Pressalit A/S og TryghedsGruppen. Derudover er BESTSELLER officiel paralympisk tøjsponsor for det danske hold, hvilket indebærer, at virksomhedens tøjmærker JACK & JONES og VERO MODA leverer særligt designet PL-tøj til de danske atleter og den danske delegation.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu