22-årig til fest: Blev stukket med kniv i begge lår

16. december 2012 17:54 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
22-årig til fest: Blev stukket med kniv i begge lår
Billede mangler

På åben gade på Amager angrev fire mænd en 22-årig. Kort forinden blev en 16-årig også stukket med kniv.
 
En ung mand blev natten til søndag overfaldet, da han var på vej hjem fra en fest på Amager i København.
 
På en parkeringsplads på Brydes Allé blev den 22-årige passet op af fire mænd, som beskyldte ham for at have grint af dem.
 
– En af gerningsmændene stikker ham i det ene lår med en kniv, og en anden gerningsmand stikker ham i det andet lår, siger den centrale efterforskningsleder Jan Høier Mogensen fra Københavns Politi.
 
Efter knivoverfaldet flygtede de fire mænd fra stedet. Flere var maskerede under forbrydelsen.
 
Den sårede mand humpede hjem til sin bolig ikke langt derfra og fik tilkaldt politiet. Han blev kørt på skadestuen, hvor han er blevet syet, og han meldes uden for livsfare.
 
Kort inden overfaldet blev en teenagedreng også overfaldet med kniv få hundrede meter derfra. Han var kommet i klammeri med tre personer på et diskotek på Tingvej.
 
Da dørmændene bortviste uromagerne, blev den 16-årige stukket i den ene balle på vej ud fra diskoteket. Tre mænd stak derefter af. Teenageren er blevet udskrevet fra skadestuen, efter han blev syet i løbet af natten.
 
– Vi kan ikke udelukke, at der er en sammenhæng mellem de to overfald. Det er vi ved at undersøge, fortæller Jan Høier Mogensen.
 
Politiet skal blandt andet sammenligne signalementerne af gerningsmændene fra de to knivstikkerier.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu