22 dræbt i flystyrt i Kazakhstan

29. januar 2013 11:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
22 dræbt i flystyrt i Kazakhstan
Billede mangler

KAZAKHSTAN: 22 mennesker er tirsdag blevet dræbt ved et flystyrt i Kazakhstan tæt på landets tidligere hovedstad, Almaty, lyder det fra en af redningsarbejderne ifølge Reuters.

 

– Der var ingen brand, ingen eksplosion. Flyet styrtede bare til jorden, siger Yuri Ilyin, næstkommanderende i byens redningstjeneste.

Flyet, som var et mindre passagerfly, var på vej fra Kokshetau i det nordlige Kazakhstan til Almaty i den sydøstlige del af landet, da det ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax styrtede ned nær landsbyen Kyzyl Tu.

Egnen omkring Almaty var tirsdag morgen indhyllet i tæt tåge. Det kan have været medvirkende til, at flyet, ejet af selskabet SCAT, som er baseret i landet og har flere indenrigsruter og nogle udenrigsruter, styrtede.

– Vi må gå ud fra, at årsagen skal findes i det dårlige vejr, siger Maulen Mukashev, viceborgmester i Almaty, til Reuters.

– Ikke et eneste stykke af flyet er intakt, tilføjer han.

Det er ikke mere end en måned siden, at et andet fly styrtede ned i den tidligere sovjetrepublik. 25. december blev 27 mennesker dræbt, da et militærfly styrtede nær den sydligt beliggende by Shymkent på grund af dårligt vejr.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu