29-årig mand tæsket med jernrør af ukendte mænd

8. december 2012 19:39 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
29-årig mand tæsket med jernrør af ukendte mænd
Billede mangler

Fire mørkklædte mænd, der overfaldt en mand på Islands Brygge er endnu på fri fod – politiet uden afgørende spor.
 
Københavns Politi fik lørdag mulighed for en kort afhøring af en 29-årig mand, som under et besøg hos en god ven på Amager blev udsat for et voldsomt overfald.
 
Men det har foreløbig ikke sat politiet på sporet af overfaldsmændene, oplyser den centrale vagtleder Sajjad Haider fra Københavns Politi.
 
Fire mænd i sort tøj og med delvist tildækkede ansigter dukkede kort efter midnat op i lejligheden på Bergthorasgade 15 på Islands Brygge og angreb manden.
 
– Vi har afhørt ham, og han kender ikke gerningsmændene. Han kan ikke sige noget om, hvorfor han blev overfaldet, siger Sajjad Haider.
 
Manden åbnede døren, da det ringede på. De fire overfaldsmænd, som stod udenfor, gik til angreb på ham og slog ham flere gange med et jernrør.
 
– Manden har fået problemer med det ene øje og behandles fortsat for slag i hovedet, siger efterforskningslederen.
 
Afhøringen af voldsofret lørdag var noget foreløbig, fordi han er så medtaget. Politiet skal tale med ham igen, så snart hans tilstand tillader det.
 
Politiet undersøgte lørdag lejligheden på Islands Brygge for spor af gerningsmændene.
 
Lejlighedens beboer er voldsomt chokeret efter overfaldet på sin ven, mens han selv ikke kom noget til.
 
Ifølge lejlighedens beboer “viftede” den ene af de fire overfaldsmænd med en pistol under afstraffelsen.
 
Politiet vil gerne i kontakt med folk, der måske har set de fire personer ankomme til eller forlade lejligheden.
 
To af mændene beskrives som danske af udseende. Den ene af dem er omkring 190 centimer høj og spinkelt bygget.
 
De to andre stammer muligvis fra Mellemøsten, og en af dem er af samme højde, men kraftigt bygget.
/ritzau/
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu