30.000 flere rammes af nyt pensionsloft

12. december 2011 08:59 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
30.000 flere rammes af nyt pensionsloft
Billede mangler

Sænkningen af pensionsloftet fra 55.000 kroner til 50.000 kroner bidrager til statskassen med adskillige millioner.
 
Og omkring 30.000 danske pensionsopsparere vil mærke konsekvensen af SRSF-regeringens politik.
Det vurderer brancheorganisationen Forsikring og Pension (F & P) ifølge Børsen.
 
“Ifølge vores beregninger bliver 30.000 flere pensionsopsparere nu ramt af loftet på ratepensioner, hvilket svarer til pensionsopsparinger for en milliard kroner,” siger administrerende direktør i F & P Pension, Per Bremer Rasmussen til Børsen.
 
Hvis alle pensionsopsparerne vælger at få udbetalt pengene som indkomst i stedet for at spare op på en ratepension, så svarer det til en indkomstbeskatning på 300-400 mio. kr. om året på den korte bane, vurderer F&P-direktøren.
 
Regeringen planlagde oprindeligt at hive et skatteprovenu på 370 millioner kroner hjem ved at pålægge pensionssektoren en skat på investeringsomkostninger, men det er droppet indtil 2014.
 
Pensionsselskaberne skal i stedet aflevere 0,3 procent ekstra i pensionsafkastskat – den såkaldte PAL-skat.
 
Ifølge F & P burde PAL-skatten være nok til at dække hullet i statskassen.
 
Skatteminister Thor Möger Pedersen skriver i en mail til Børsen, at regeringen på grund af den urolige økonomiske situation har været nødt til at sænke loftet over ratepensioner.
“Jeg vil gerne understrege, at det er regeringens hensigt, at ophævelsen af fradraget for formueforvaltningsomkostninger skal have virkning fra og med 2014, hvorefter pensionsafkastskattesatsen føres tilbage til 15 pct., og loftet over ratepensioner fastsættes til 55.000 kr.,” skriver han til Børsen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu