30 år efter krigen: De skændes stadig

4. april 2012 16:12 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
30 år efter krigen: De skændes stadig
Billede mangler

Storbritannien og Argentina er i gang med at genopfriske gamle fjendtligheder i forbindelse med 30-års jubilæet for Falklandskrigen.

 
I snart 200 år har de skændtes om Falklandsøernes tilhørsforhold – og de er åbenbart ikke færdige endnu.
Mandag var 30-års dagen for begyndelsen af Falklandskrigen, og den britiske premierminister David Cameron benyttede lejligheden til at markere sig.
“Vi er med rette stolte over den rolle, Storbritannien spillede i kampen om at rette op på en voldsom uretfærdighed”, sagde han ifølge telegraph.co.uk og hentydede til, at krigen sluttede med britisk ejerskab over øerne.
Falklandsøerne er i dag selvstyrende, og Cameron lovede at fortsætte med at kæmpe for befolkningens ret til forblive det.
Englænderne sendte samtidig et af deres krigsskibe af sted til øerne, der stadig fungerer som militærbase.
Camerons spil med musklerne har bragt følelserne i kog hos de argentinske politikere, der beskylder briterne for at sidde fast i en imperialistisk tankegang.
Argentina har på det seneste øget det økonomiske og politiske pres på Storbritannien, og landets præsident, Cristina Kirchner, bærer nag.
Hun udtalte tirsdag, at det var forkert af englænderne at tage Falklandsøerne fra argentinerne. Det skete i 1833.
Selv om et overvældende flertal af befolkningen på øerne ønsker at være britiske, mener Argentina, at Falklandsøerne bør være deres. Landet bakkes op af Venezuelas præsident Hugo Chavez samt af en gruppe nobelprismodtagere, der beskylder briterne for at stå i vejen for FN’s opfordring til dialog.
Falklandskrigen begyndte 2. april 1982 og varede 74 dage. 255 britiske soldater, 649 argentinere og tre øboere mistede livet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu