30 evakueret: Siloeksplosion gik helt galt

6. december 2011 14:45 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
30 evakueret: Siloeksplosion gik helt galt
Billede mangler

En nedlagt silo, som skulle lægges ned med sprængstof tirsdag, er blevet forvandlet til det skæve tårn i Assens på Fyn.
Sprængningen gik nemlig ikke helt efter planen, og 30 beboere, som bor den anden side af vejen i forhold til siloen, er blevet evakueret på ubestemt tid, skriver Fyens Stiftstidende.
I stedet for at tippe over, fik sprængningen blot siloen til at falde fire meter sammen og krænge lidt til den ene side. Faktisk står siloen ganske solidt, omstændighederne taget i betragtning, siger nedbrydningsarbejder Jørgen Dahl til Fyens Stiftstidende.
“Noget gik galt, og nu er der møde i sprængningsgruppen,” fortæller vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi til P4 Fyn. De evakuerede beboere sidder p.t. i politiets busser og afventer situationen. Politiets egne bygninger ligger også i nærheden af siloen, men de er ikke i fare for at blive ramt af siloen, da den hælder den anden vej.
Nedbrydningsfirmaet, politiet og beredskabet er ved at vurdere situationen.
Kilde: Fyens Stiftstidende, P4 Fyn

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu