30 SFere vil ud af regeringen

6. marts 2013 15:38 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
30 SFere vil ud af regeringen
Billede mangler

Cirka 30 medlemmer af SF har skrevet under på, at partiet bør trække sig ud af regeringssamarbejdet med Socialdemokraterne og De Radikale.

 

Det er status på den underskriftsindsamling, som to SFere påbegyndte i sidste uge som protest mod regeringens reformer af kontanthjælpen og SU-systemet samt »Vækstplan DK«, der blandt andet indeholder en sænkning af selskabsskatten fra 25 til 22 procent.

Underskriftsindsamlingen afsluttes torsdag klokken 13, men Tenna Vebert Birk (SF), der står bag initiativet, er ikke tilfreds med tallet.

»Det er langt fra nok med de 30. Men vi har også hørt fra medlemmer, der er enormt kritiske overfor regeringssamarbejdet, men de ved ikke, om vi kan nå at redde det, og det er nok derfor, at de ikke er gået det sidste stykke ligesom os,« siger Tenna Vebert Birk, der ved kommunalvalget til november er SF-kandidat i Region Sjælland.

Hun har sammen med partifællen Leif Skrydstrup Jensen fra SF Aarhus Vest sat gang i underskriftsindsamlingen, som bliver afleveret til SFs landsledelse efter torsdagens deadline.

Næstformand Peter Westermann, der sidder i landsledelsen, er ikke imponeret over tallet og kalder de to medlemmers underskriftsindsamling for et »mediestunt«.

»Det er ikke så mange ud af en medlemsskare på knap 12.000. Jeg ser det som et opråb fra 30 medlemmer, og det skal de være i deres gode ret til, men den mest direkte måde at påvirke SFs strategi er trods alt at bruge SFs interne partidemokrati. At stille forslag de steder, hvor vores organisation beslutter, hvordan partiet skal stille sig, i stedet for at lave underskriftsindsamlinger og andre ting, som mest af alt har karakter af et mediestunt,« siger Peter Westermann.

Selvom det ikke er mange SF-medlemmer, der har skrevet under, så kan det ifølge Tenna Vebert Birk skyldes, at mange SFere har meldt sig ud af partiet i frustration over regeringens politik.

Tenna Vebert Birk vil selv forlade partiet, hvis ikke SF trækker sig ud af regeringen eller stemmer nej til regeringens reformer af kontanthjælp og SU samt vækstplanen.

»Jeg har sagt, at nu kæmper jeg lige det her halve år med, og når valgkampen til kommunalvalget begynder, så skal jeg se, om der er sket noget i SF. Hvis der ikke er det, så trækker jeg mig som kandidat og melder mig ud af partiet, fordi jeg ikke kan forsvare det, de laver lige nu,« siger hun.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu