307 bandemedlemmer bag tremmer

20. august 2012 18:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
307 bandemedlemmer bag tremmer
Billede mangler

Lige nu sidder lidt over 300 rocker- og bandemedlemmer bag tremmer.
De første seks måneder af 2012 tegner dermed godt for politiets kamp mod den kriminelle underverden, viser tal fra Politiets Nationale Efterretningscenter.
Sammen med justitsminister Morten Bødskov (S) har politiet nemlig særligt fokus på bandekriminaliteten, hvor målet er flere end 300 i fængsel, når nytåret skydes ind.
Halvvejs holder Rigspolitiet dermed kursen, da 307 bandemedlemmer enten sidder varetægtsfængslet eller til afsoning for en dom.
– Og tallet har konstant været over målet i de første seks måneder i år, oplyser Kim Kliver, chef for Politiets Nationale Efterretningscenter.
– Jeg er sikker på, at vi kommer i hus. Der venter nogle ubehagelige oplevelser i en overskuelig fremtid for medlemmer i rocker- og bandemiljøet. Der tegner sig nogle rigtig interessante sager hen over efteråret, siger Kim Kliver til Ritzau.
Optimismen trives, selvom der ikke længere er lette sager, forklarer Kim Kliver. Men de nye taskforces i Øst- og Vestdanmark gør politiet i stand til at fange “multikriminelle”, der laver alt fra narkosalg over tyveri af designermøbler til økonomisk kriminalitet.
– Medlemmerne er tydeligt mere multikriminelle, og vores Task Forces kan lave tungere analyser, så vi kan lægge et betydeligt pres på miljøet sammen med anklagerne og Skat, forklarer Kim Kliver.
De sidste seks måneder har ikke budt på store åbne opgør mellem banderne, men uroen ulmer under overfladen.
– Heldigvis har der været få opgør i offentligheden, men der roder stadig en række konflikter i bandemiljøet, siger Kim Kliver.
I 2011 var målet 250 bandemedlemmer bag tremmer. Ved årets udgang sad 356 fra rocker- og bandemiljøet i fængsel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu