31-årig pædagog skal i fængsel for besiddelse af børnepornografi

13. september 2012 08:07 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
31-årig pædagog skal i fængsel for besiddelse af børnepornografi
Billede mangler

Glostrup Ret har idømt en 31-årig pædagog en fængselsdom på fire måneder for at besidde og sprede børnepornografi.
 
Det var i forbindelse med Europols og Interpols såkaldte ’Operation Icarus’, der blev målrettet mod børnepornografi på internettet i 2011, at den 31-årige dansker dukkede op på en fildelingstjeneste.
 
Dansk politi fik siden overdraget et bevismateriale mod manden, og Københavns Vestegns Politi overtog sagen, eftersom han boede i Albertslund.
 
Efter efterforskning og beslaglæggelse af hans computere og harddiske sad han tirsdag på anklagebænken i Glostrup Ret anklaget for at besidde og udbrede børnepornografisk materiale.
 
Ifølge anklageskriftet havde han downloadet ikke mindre end 3.918 fotos og 585 videosekvenser med seksuelle overgreb på børn under 18 år og udbredt 390 filer til andre.
 
Retten idømte ham fire måneders ubetinget fængsel. Eftersom han var pædagog, blev han desuden frakendt retten til at arbejde med børn og unge i fem år.
 
Den dømte tilstod og modtog straffen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu