35-årig mands heltegerning var falsk

28. februar 2013 16:08 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
35-årig mands heltegerning var falsk
Billede mangler

En 35-årig mand har torsdag indrømmet, at han opdigtede historien, da han i slutningen af januar fortalte politiet, hvordan han havde jagtet to mulige gerningsmænd på flugt. Han modtog efterfølgende en dusør for sit heltemod, som nu har vist sig at være fup.

 

»Det er selvfølgelig en rigtig ærgerlig sag, fordi manden jo er blevet hædret for en indsats, der nu er sået alvorlig tvivl om. Men det vigtigste er, at sandheden kommer frem, også for de beboere og ansatte, der måske har været nervøse for, om de to påståede gerningsmænd pludselig kunne dukke op igen,« siger Klaus Arboe, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi.

Ifølge den 35-årige mands første forklaring løb han efter en mulig røver med elefanthue, som forsøgte at flygte fra et muligt røveri mod Svendborg Sparekasse eller Brugsen i Skårup på Fyn. Han fik i sin version til politiet dengang indhentet gerningsmanden og kom i håndgemæng med ham på en sti.

Endnu en mand kom den mulige røver til undsætning og sparkede ham i ansigtet, så den mistænkte slap fri.

Heltegerningen, som nu har vist sig at være fiktiv, vakte stor opsigt, og den 35-årige mand modtog sågar en dusør for sin indsats.

Efterfølgende fik mandens udtalelser til pressen politiet til at tvivle på hans forklaring, ligesom omtalen i medierne også medførte flere henvendelser fra offentligheden, som ikke harmonerede med historien.

Derfor har politiet nu valgt at sigte »den falske helt« for falsk anmeldelse, og han har overfor politiet erkendt, at anmeldelsen var falsk.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu