39 råd til minister: Sådan spottes overgreb

26. juni 2012 10:00 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
39 råd til minister: Sådan spottes overgreb
Billede mangler

Dagplejere, vuggestuer og børnehaver skal i højere grad spotte og underrette om børn, der mistrives eller viser tegn på seksuelle overgreb.
Det er nemlig helt centralt for at sikre, at børn, der er udsat for omsorgssvigt, opdages i tide, hedder det i en ny rapport fra ekspertpanelet om overgreb mod børn, der netop har afleveret 39 anbefalinger om området til socialminister Karen Hækkerup (S).
Ifølge rapporten er der nemlig langt færre underretninger fra daginstitutioner og dagplejere end fra skolerne – herunder næsten ingen fra dagplejen.
Skolerne skal dog også have større fokus på børn med bekymrende fravær, da det ifølge rapporten er en central risikofaktor for børn og unges trivsel.
Og så skal samarbejdet på tværs mellem fagpersonerne, der har med børnene at gøre, også styrkes, blandt andet gennem tværfaglig undervisning på blandt andet lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelsen, hedder det i rapporten.
– Der er ingen tvivl om, at indsatsen for udsatte børn skal forbedres. Det viser de mange forfærdelige sager om overgreb og massivt omsorgssvigt med al tydelighed, siger socialministeren.
– Jeg arbejder nu videre med ekspertpanelets anbefalinger til, hvordan vi fremover kan undgå lignende sager, siger hun.
Ekspertpanelet blev nedsat af ministeren i januar efter flere sager om overgreb mod børn, der blev opdaget for sent.
Andre anbefalinger i rapporten lyder på børnehuse, der kan opbygge ekspertise på området, klare beredskaber når der opstår sager om overgreb og tydeligere regler, når anbragte børn er på besøg hos personer, mistænkt for overgreb mod børnene.
Ministeren vil præsentere rapporten for partierne inden sommerferien.
– Jeg vil så fremlægge et udspil til, hvordan vi konkret følger op på anbefalingerne samtidig med, at regeringen fremlægger udspil til finansloven for 2013, siger Karen Hækkerup.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu