39 svært handicappede blev væk for København

5. april 2013 23:10 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
39 svært handicappede blev væk for København
Billede mangler

39 af Københavns Kommunes mest plejekrævende handicappede voksne har i tre år været forsvundet fra det officielle system. Kun en snæver kreds i forvaltningen har vidst, at de eksisterede, skriver Berlingske.
Og de ikke-godkendte bosteder har ikke været udsat for de tilsyn, som de ifølge reglerne skal. De er på en eller anden måde »fløjet under radaren«, som socialdirektør Anette Laigaard siger.

 

Det er dårlig ledelse, mener professor i socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher.

»Tilsyn af forskellig karakter skal sikre borgernes rettigheder, og de er ikke blevet overholdt her,« konstaterer Kirsten Ketscher.

Berlingske beskrev for tre uger siden, hvordan Københavns Kommune havde placeret voksne handicappede i enkeltmandsprojekter på bostedet Møllen i Kalundborg, der i årevis ulovligt indespærrede og videoovervågede beboerne. Kommunen opsagde alle kontrakter med Møllen i december sidste år. Her opdagede man samtidig, at der kunne være andre af disse enkeltmandsbosteder, der ikke var godkendte til borgerne. Det er de sager, man nu har fået overblik over.

Med de bortkomne sager har socialforvaltningen endnu en gang vist, at den ikke magter at leve op til ansvaret for kommunens svageste borgere. Det mener Birthe Skaarup, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Dansk Folkeparti.

»Jeg er målløs, må jeg sige. Det er jo ikke en enkelt eller to personer, det drejer sig om. Det er 39,« siger Birthe Skaarup til Berlingske.

Det er dybt uacceptabelt, at man ikke har sikret sig, at tilbuddene var i orden, mener medlem af socialudvalget Henrik Appel (S).

»Vi kan ikke være tjent med, at der er borgere på steder, hvor vi ikke kender kvaliteten af tilbuddene. Der er mere kontrol af fødevarer og dyrevelfærd, end der er af mennesker, og det er helt uacceptabelt,« siger Henrik Appel.

På et møde i socialudvalget i onsdags blev det enstemmigt pålagt forvaltningen, at alle sagerne skal være gennemgået med henblik på at få stederne godkendt til beboelse. Det skal ske senest midt i maj.

»Det er borgere, der ikke selv kan råbe op, hvis tingene ikke fungerer. Vi skylder dem at få orden i sagerne,« siger Jakob Næsager (K).

Kommunens ombudsmand, borgerrådgiver Johan Busse, undrer sig over, at rækken af sager kan dukke op få år efter, at kommunen foretog en række drastiske ændringer i forvaltningen som følge af sagen om bostedet Tokanten i 2007. Her blev beboere låst inde på deres værelser og i en atriumgård, blev overmedicineret og blev franarret mere end 300.000 kroner. Dengang varslede socialforvaltningens direktør Anette Laigaard, at der netop blev arbejdet på en reform af tilsynet.

»Vi troede vel alle dengang, at forvaltningen nu havde styr på det. Det indgyder derfor ikke tryghed hos beboere og pårørende, at forvaltningen nu igen finder flere tilfælde, hvor forvaltningen ikke har været opmærksom på sin tilsynsforpligtelse,« siger Johan Busse.

Berlingske har i en lille måned forsøgt at få et interview med Københavns socialborgmester, Mikkel Warming fra Enhedslisten. Han vil udelukkende besvare spørgsmål skriftligt gennem presseafdelingen. Berlingske ville gerne have spurgt, om han for eksempel følte sig sikker på borgernes trivsel på de andre enkeltmandsbosteder, når nu de for eksempel på Møllen brugte ulovlig videoovervågning og indespærring.

»Jeg fokuserer nu på, at vi får rettet op, så alle kontrakter og aftaler er lige efter bogen. Det vigtigste er, at vi hele tiden har sikret os borgernes trivsel,« skriver Mikkel Warming i en e-mail.

Socialminister Karen Hækkerup (S) har allerede udbedt sig en redegørelse om sagen om Møllen. Hun vil også bede kommunen orientere ministeriet mundtligt om de resterende enkeltmandsprojekter.

»Det er virkelig trist, det der er sket, og det er klart ulovligt. Fremadrettet har jeg sørget for, at denne opgave med tilsyn bliver frataget kommunerne,« siger Karen Hækkerup om den reform af tilsynet med bosteder i hele Danmark.

Senere på året overtager fem centrale tilsynscentre opgaven fra kommunerne.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu