3F: Hackerne ville bevidst ramme arbejdsløse

23. juli 2012 15:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
3F: Hackerne ville bevidst ramme arbejdsløse
Billede mangler

Hackergruppen, der søndag angreb 3Fs hjemmeside, har udmærket været klar over konsekvenserne for forbundets arbejdsløse medlemmer. Angrebet skete samtidig med, at op mod 30.000 medlemmer skulle til at indberette deres dagpenge elektronisk.

 
Det fortæller Gitte Hess, der er viceforretningsfører for 3Fs a-kasse, til Newspaq.
– De har ganske udmærket vidst, hvad der ville ske. Det har de såmænd også skrevet til os. Og det er det allerværste, synes jeg. Det er simpelthen så sjofelt at tage 30.00 som gidsler i en faglig konflikt, siger hun.
Gitte Hess fortæller, at det er op imod 30.000, der vil blive berørt af nedbruddet, og det vil formentlig betyde, at en del først vil få deres udbetalinger senere end på torsdag.
– De fleste får forhåbentligt pengene på torsdag. Men derefter vil resten komme dryppende i løbet af fredag og starten af næste uge. De, der er taget på ferie, må desværre vente, til de kommer hjem og kan aflevere kortet, siger hun.
I øjeblikket er 3Fs it-systemer oppe igen, men Gitte Hess tør ikke håbe, at det bliver ved med at være tilfældet.
Medlemmer skal derfor fortsat sende deres indberetning med posten eller møde op på den lokale afdeling.
Hackerne er nu anmeldt til politiet, og 3F vil også forsøge at få erstatning for de ekstra udgifter, som nedbruddet har kostet dem, fortæller Gitte Hess.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu