3F truer minkavlere med blokade

29. januar 2013 07:57 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
3F truer minkavlere med blokade
Arkivfoto: Colourbox.
Mink

Arkivfoto: Colourbox.

Lønninger på helt ned til 60 kr. i timen og arbejdsdage på 14 til 16 timer har fået 3F til at varsle konflikt over for minkavlerne, hvis de ikke tegner overenskomst. Minkavlerne truer med at udflage produktionen.

 

Fagforbundet 3F og minkavlerne er røget i totterne på hinanden. 3F truer minkavlerne med blokader for at få dem til at tegne overenskomst.

Minkavlerne svarer igen ved at true med at udflage produktionen, som er en af de senere års største danske eksportsucceser, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

”Vi vil ikke have sådan noget trukket ned over hovedet. Hvis de gør alvor af truslerne om at blokere vores salg gennem Kopenhagen Fur, så smider vi skindene på en lastbil og kører dem ud af landet,” siger Karsten Jørgensen, der er formand for de nordjyske pelsdyravlere.

Størstedelen af de danske minkfarme er små virksomheder med få ansatte, der ikke har nogen overenskomst, men de betaler alligevel en overenskomstmæssig løn, ifølge formanden for Danske Pelsdyravlere.

Forhandlingssekretær i 3F Vang Henriksen tager truslen om udflagning meget roligt.

”Det er lidt tomme trusler. Jeg forstår udmærket meldingen, og jeg ville nok sige det samme, hvis jeg var på deres side af bordet. Men jeg tror ikke, de flytter deres auktioner til udlandet,” siger Vang Henriksen.

Han forklarer, at det er lønninger på helt ned til 60 kr. i timen og med arbejdsdage på 14 til 16 timer syv dage om ugen, som har fået 3F til at reagere. Mindstelønnen i branchen er cirka 130 kr. i timen.

I Enhedslisten er man utilfreds med minkavlernes reaktion.

”Set i lyset af indtjeningen i den danske minkbranche er det direkte pinligt, at de benytter sig af underbetalt arbejdskraft i massivt omfang. Derfor bør de øjeblikkeligt bringe disse forhold i orden i stedet for at ”true” med at flytte til udlandet,” siger Per Clausen, fødevareordfører for Enhedslisten.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu