Mistænkte for overfald på gravid fremstiles i gundlovsforhør

2. februar 2013 18:58 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
Mistænkte for overfald på gravid fremstiles i gundlovsforhør
Billede mangler

De to mænd, der lørdag blev anholdt i Sverige, mistænkt for et groft overfald og røveri mod en 42-årig kvinde, der er gravid i syvende måned, bliver søndag fremstillet in absentia i Københavns dommervagt.

 

– I morgen fremstiller vi dem in absentia med henblik på at få en fængslingskendelse på baggrund af det grundlag, vi har nu, siger Dan Sørensen, central efterforskningsleder i Københavns Politi.

Mændene blev anholdt af vagter på hovedbanegården i Malmø, der kunne genkende mændene fra politiets efterlysningsfotos.

Får politiet en fængslingskendelse, vil man forsøge at få mændene udleveret til Danmark. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvornår de kan blive udleveret.

– Det er et rigtig godt spørgsmål. Det kommer helt an på, om de ønsker at blive udleveret, eller om de ikke ønsker at blive udleveret, og så hvordan sagsbehandlingen kommer til at foregå, siger Dan Sørensen.

Den 42-årige kvinde blev overfaldet 23. januar. Under overfaldet, der fandt sted i Valby, blev kvinden sparket i maven flere gange og sprøjtet i ansigtet med peberspray.

Kvinden havde kontanter i sin taske, som hun forinden havde hævet i en bank. Politiet mener, at gerningsmændene kan have fulgt efter hende fra banken i både bus og tog.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu