48-årig århusiansk spritbilist jagtet med 200 km/t

18. maj 2012 09:05 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
48-årig århusiansk spritbilist jagtet med 200 km/t
Billede mangler

Først efter 50 kilometers biljagt fik politiet stoppet den berusede mand, fra Aarhus, der med 200 km/t forsøgte at flygte fra politiet.
 
En 48-årig mand fra Aarhus forsøgte i nat at køre fra Politiet da han sammen med sin 45-årige kammerat blev spottet i Terndrup i Nordjylland.
 
I sin sorte Mercedes kørte den 48-årige så usikkert, at politiet havde mistanke om spirituskørsel.
 
Den mistanke kunne de dog ikke umiddelbart få bekræftet, da den 48-årige ikke havde lyst til at snakke med politiet. I stedet stak han sammen med kammeraten af med over 200 kilometer i timen. Det var først da politiet fik lagt sømmåtter ud, at de efter 50 kilometer fik fanget manden, der ganske rigtig viste sig at have fået lidt for meget at drikke.
 
Den 48-årige kan nu se frem til at få frakendt kørekortet ligesom han i forsøget på at stikke af overtrådte en lang række færdselsregler.
 
Det er dog ikke det eneste, den 48-årige kommer til at skulle deale med – der er nemlig problemer med indregistreringen af hans Mercedes ligesom han i forvejen var i ordensmagtens søgelys, da han skulle have forkyndt en stævning for et andet forhold.
 
Også den 45-årige kammerat i bilen, havde en grund til at forsøge at undslippe politiet. Han var nemlig eftersøgt fordi han udeblev fra en afsoning på 70 dages fængsel.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu