5-årig pige kidnappet: Politi anholder 46-årig mand

3. oktober 2012 11:44 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
5-årig pige kidnappet: Politi anholder 46-årig mand
Billede mangler

En 46-årig mand er blevet anholdt af politiet i Storbritannien i forbindelse med bortførelsen af en lille pige.
 
Britisk politi har indledt en intens eftersøgning efter en femårig pige i Wales, som angiveligt blev bortført mandag aften, da hun legede med naboens datter uden for sit hjem.
 
Veninden fortæller, hvordan hun så femårige April Jones stige ind i en grå eller hvid varevogn med en ukendt mand bag rattet. Siden er der ingen, der har set hende.
 
Politiet har anholdt en 46-årig mand i forbindelse med pigens forsvinden, men det vides endnu ikke, om han mistænkes for at stå bag selve bortførelsen.
 
Politiet arbejder ud fra en teori om, at April Jones sandsynligvis kendte manden i bilen, da hun ikke blev tvunget til at køre med.
 
Hundredvis af frivillige i den lille by Machynlleth deltager i eftersøgningen af pigen, og hendes forældre har sendt en tårevædet appel til den formodede kidnapper.
 
– Vi beder dig. Hvis du har vores lille pige, så vær så god at lade hende komme hjem til os igen, lyder bønnen fra Aprils fortvivlede forældre.
 
Politiet søger efter pigen med specialtrænede hunde, og også kystvagten er sat ind i jagten på den forsvundne femårige.
 
Aprils gudmor, 41-årige Mair Raftree, er overbevist om, at pigen aldrig ville gå med en fremmed.
 
– Hun er en stille pige og et vigtigt medlem af familien. Hun ville aldrig bede om et lift med nogen, hun ikke kender, siger kvinden til Wales Online.
 
Hun beskriver Aprils forsvinden som “en families værste mareridt”.
 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu