50 procent kan ikke låne til drømmehuset

17. november 2011 08:47 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
50 procent kan ikke låne til drømmehuset
Billede mangler

Selvom man har fundet det perfekte hus – og det er til salg – er det langt fra sikkert, at det bliver dit. Ny undersøgelse viser, at kun hver anden kan få lov at låne til deres drømmehus.
Der er masser af boliger til salg. De bliver billigere og billigere – og det samme gør renteudgifterne. Alligevel bliver der ikke bliver der ikke underskrevet flere købskontrakter end for et år siden.
Det er der en god grund til. En ny undersøgelse fra Danmarks største boligsite boligsiden.dk viser, at mere end hver anden ikke kan få godkendt finansieringen af sin nye bolig. Heraf skal 25 procent have solgt deres nuværende bolig, før de kan få finansieret et nyt lån, og 34 procent kan ikke låne det ønskede beløb, og skal derfor sænke forventningerne til deres nye hjem.
– Bankerne og realkreditinstitutionerne stiller skrappere krav til danskere, der vil købe en ny bolig, for ifølge vores nye undersøgelse kan mere end hver anden ikke låne til drømmehuset. Det er købers marked med historisk mange boliger til salg og en stigende udbudstid, men specielt har skærpede krav til rådighedsbeløbet, gjort det svært for mange boligkøbere at få finansieret drømmeboligen, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør på boligsiden.dk.
Kan ikke blive godkendt
Også ejendomsmæglere i hele landet nikker genkendende til problematikken, og har ofte interesserede købere, som ikke kan få godkendt lån i deres pengeinstitut, og dermed må vinke farvel til drømmehuset. Pengeinstitutternes skærpede udlån gør det fortsat sværere for mange boligkøbere.
– Bankerne stilles over for skrappere krav og er derfor nødt til at indskrænke deres udlån. Det gør det svært for boligkøberne, som – trods en rekordlav rente og faldende priser – ikke kan finansiere ønsket boligkøb. Specielt skærpelsen af rådighedsbeløbet har gjort det rigtig svært for mange forbrugere – bliver det værre for forbrugerne, må vi overveje at genopfinde sælgerpantebreve eller noget, der ligner, siger Steen Winther-Petersen, formand i Dansk Ejendomsmæglerforening.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu