500 jyder indtog Det Kongelige Teater

26. januar 2013 17:39 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
500 jyder indtog Det Kongelige Teater
Billede mangler

Lørdag strømmede en stor gruppe jyder til København for at opleve ballet, opera og skuespil på den danske nationalscene, hvor der normalt er langt mellem gæsterne fra vest.

 

I sæsonen 2011/2012 var der blot ni procent jyder blandt de gæster, som indløste billet til Det Kongelige Teater, men det har nationalscenen og Radio24syv besluttet sig for at lave om på.

Derfor har de i fællesskab arrangeret »Teaterturen« for at trække jyderne til hovedstaden og i Det Kongelige Teater. Arrangementet løb af stablen i et isnende koldt København lørdag, hvor flere end 500 jyder fik en forsmag på opera og ballet samt Thomas Vinterbergs og Mogens Rukovs forestilling »Kollektivet« i Skuespilhuset.

Blandt de heldige, der kunne indløse billet til den spændende dag i hovedstaden, var 58-årige Jørgen Niemann fra Aarhus, som især havde glædet sig til at se Operahuset.

– Denne dag har været en meget positiv oplevelse. Det var spændende at se Operahuset indefra, og det var spændende at høre om historien bag. Jeg kunne sagtens finde på at tage i Det Kongelige Teater igen med min kone, når vi indimellem er på en kort ferie i København, siger han.

Den indstilling glæder teaterchef Erik Jacobsen fra Det Kongelige Teater, som håber, at andre jyder vil lade sig inspirere til at tage turen over Storebælt for at komme en tur i teateret.

– Det Kongelige Teater er hele Danmarks teater, og det har været vigtigt for os at vise, at det er praktisk muligt at nå fra Jylland til København i teateret og hjem igen på samme dag. Vi gør meget for at række ud til andre dele af landet, når vi tager på turné, men alle danskere betaler til Det Kongelige Teater, og derfor mener vi også, at flere skal have mulighed for at opleve vores forestillinger i de ægte rammer, forklarer teaterchefen.

23-årige Mathias Petersen havde taget turen fra Sønderborg til København sammen med sin lillesøster Mia, og han mener bestemt, at det var de mange timer i et særligt indsat tog værd.

– Det er første gang, jeg er i Det Kongelige Teater, det er meget flot og indbydende, og det er spændende at se det indefra. Som studerende har jeg ikke de store penge til at gå i teateret, og jeg tror ikke, jeg har set et teaterstykke, siden jeg var otte år. Vi har heller ikke så mange kulturelle ting, man kan lave i Sønderborg, så det har været en rigtig god dag, siger han.

6.500 personer tilmeldte sig konkurrencen om at komme en tur i Det Kongelige Teater, og foruden oplevelserne på de skrå brædder fik vinderne også togrejsen med DSB samt forplejning og underholdning undervejs.

For medarrangøren Radio24syv har det været overvældende, at så mange valgte at deltage, og radiodirektøren Jørgen Ramskov håber, at flere lyttere i det jyske vil få øjnene op for kanalen,

– Både Radio24syv og Det Kongelige Teater tager geografisk set udgangspunkt i hovedstaden. Vi forsøger derfor i fællesskab at gøre os umage for at betyde noget i resten af Danmark. Det ser ud som om det lykkes med denne event, udtaler han.

Teaterchef Erik Jacobsen mener også, at arrangementet er blevet yderst positivt modtaget, og han håber på, at kunne gentage det.

– Det lader til at blive en succes, og det er noget, vi godt kunne tænke os at gøre en gang eller to om året, siger han.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu