530.000 ansatte får lillebitte lønhop

14. marts 2012 15:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
530.000 ansatte får lillebitte lønhop
Billede mangler

Over en halv million ansatte i kommuner og regioner kan se frem til en smule ekstra i lønningsposen.
Med streg under ordet smule. For det drejer sig om 0,03 procent af lønnen i regionerne og 0,02 procent i kommunerne, som de ansatte får at snolde for.
“Hvis du tjener omkring 30.000 kroner om måneden, er det mellem fem og ti kroner. Det er i mine øjne absolut en lille pose slik,” siger økonom Poul Pedersen fra hovedorganisationen FTF.
Ved årsskiftet blev 530.000 offentligt ansattes løn reguleret. Og fornylig opdagede Danmarks Statistik fejl i de tal, der danner grundlag for lønreguleringen.
Derfor orienterede de kommunale tjenestemænd og overenskomstansattes hovedorganisation KTO medlemmerne om fejlen, som risikerede omvendt at koste de ansatte lidt af lønnen.
Men det faldt i sidste ende ud til fordel for lønmodtagerne, der får udbetalt den lille gevinst på lønsedlen til oktober.
“Alle får den løn, de skal have. Det her betyder faktisk bare, at der kommer en ekstra linje på lønsedlen til oktober, der forklarer, hvorfor den er, som den er. Og så er der indreguleret et lille plus på fem-ti kroner per mand. Andet er det såmænd ikke. Det er en fejl, der sker omkring hvert tiende år,” siger Poul Pedersen fra FTF.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu