55.000 ekstra på førtidspension og fleksjob

27. februar 2012 15:28 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
55.000 ekstra på førtidspension og fleksjob
Billede mangler

På syv år er antallet af danskere på førtidspension, i fleksjob og på ledighedsydsler vokset med 55.000.
Det viser dugfriske tal fra Beskæftigelsesministeriet forud for den reform af førtidspensionen, som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) præsenterer tirsdag eller onsdag.
“2010 var der samlet set 54.300 flere helårspersoner på de tre ordninger end skønnet ved reformen fra 2003. Udgifterne til førtidspension, fleksjob og ledighedsydelse var i 2010 9,4 milliarder kroner større end ventet,” skriver ministeriet på hjemmeside.
De 54.300 helårspersoner dækker over 15.800 flere i fleksjob, 11.700 flere på ledighedsydelse og 22.600 flere på ny førtidspension samt 4.200 flere på førtidspension efter de gamle regler.
Og som dele af pressen i dag har skrevet, er udgifterne til de tre ydelser, førtidspension, fleksjob og ledighedsydelser blevet 9,4 milliarder kroner dyrere end ventet.
De nye tal fra Beskæftigelsesministeriet bekræfter, at antallet af personer, der er tilkendt førtidspension på baggrund af en psykisk lidelse er steget markant.
I 2010 skyldes 51,4 procent af det samlede antal nytilkendelser psykiske lidelser. I 2001 var dette tal 32,1 procent.
Og det er især gruppen af yngre førtidspensionister, der er blevet sat på livslang ydelse på grund af problemer med sindet.
Andelen er særlig høj i gruppen af 20-29-årige, hvor personer med psykiske lidelser udgør godt 82 procent af de nytilkendte førtidspensionister i 2010. Til sammenligning var antallet 68 procent i 2001.
Og for gruppen af 20-39-årige under et var andelen 73 procent i 2010 og 54 procent i 2001.
Gennemsnitsalderen for personer, der tilkendes førtidspension, er faldet fra knap 48,5 år til godt 45,5 år siden 1998, når der tages højde for, at pensionsalderen blev sat ned fra 67 til 65 år i perioden.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu