60.000 børn flygtet fra det nordlige Mali

8. juli 2012 14:40 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
60.000 børn flygtet fra det nordlige Mali
Billede mangler

FNs børnefond melder, at børn i det nordlige Mali er udsatte for grove overgreb efter en oprørsgruppe har taget magten. Over 60.000 børn er flygtet alene eller sammen med voksne.
I forvejen er en halv million børn i fare for at sulte på grund af tørke.
UNICEF fortæller på basis af oplysninger indsamlet siden militærkuppet i Mali i marts, at i hvertfald 175 unge drenge er indlemmet i bevæbnede bander, og at de har kendskab til piger, der er voldtagne.
I alt er flere end 300.000 flygtet fra det nordlige Mali. Halvdelen er nu i nabolande. Ledere fra seks nabolande mødtes lørdag. De forsøger desperat at få skabt en funktionsdygtig ledelse i Mali.
Kup førte til kup
Problemerne voksede efter soldater kuppede præsident Touré den 22. marts, fordi de ikke mente, han kunne styre tuaregstammer, der ville have lokalt selvstyre i Malis nordlige halvdel.
Tyve års velfungerende demokrati forsvandt på få timer, da kaptajn Amadou Sanogo noget spontant indledte i en hovedløs protest.
Kuppet medførte, at tuaregerne støttet af en lille fundamentalistisk islamistgruppe ved navn Ansar Dine den 6. april løsrev landets nordlige halvdel under navnet Azawad.
Efter kort tog de radikale islamister magten over de nationalistiske tuaregstammer. I juli har der været sammenstød mellem dem, hvor mindst 20 blev dræbt.
Beretninger fra hovedbyen Timbuktu fortæller om vold, fødevaremangel og afbrændinger af butikker. Der fortælles om plyndringer.
Ansar Dine
Gruppen, der kun oprindelig bestod af få hundrede mand, kalder sig Ansar Dine. Dens leder var med til at indlede tuaregernes oprør i 1990, som blev nedkæmpet af regeringshæren.
Hundredevis af svært bevæbnede lejesoldater fra Gaddafis Libyen har sluttet sig til Ansar Dine.
Fundamentalisterne, der ernærede sig ved kidnapninger af turister, smugling af mennesker, våben og cigaretter over grænsen til Algier, har nu indført traditionel lovgivning i byer som Timbuktu og har smadret historiske mindesmærket, som de anser for ikke-islamiske.
Tuaregerne
Ørkennomaderne ved navn tuareger har i årevis haft en frihedsbevægelse (MNLA), der ikke har været religiøs, skriver Pambazuka News, et panafrikansk nyhedsmedie baseret i Sydafrika i en analyse.
Det aktuelle oprør er tuaregernes fjerde fjerde forsøg på at få selvstyre.
Sideløbende med tuaregerne har AQIM islamister fra Algier, allierede med al-Qaeda, forsøgt at få indflydelse i det nordlige Mali. De opstod efter militæret i Algier kuppede det demokratisk valgte islamiske parti i 1991.
Ansar Dines leder, Iyad Ag Ghaly, er selv tuareg, men han anses ikke for nationalist mere. Han ønsker et fundamentalistisk islamisk styre i hele Mali og ikke selvstændighed for Azawad.
Krisen
Der er således tre grupper i det nordlige Mali, der konkurrerer om magten ud fra forskellige filosofier. Det var deres aktiviteter, der blev anledningen til den lille gruppe soldaters spontane mytteri.
Ansar Dines brutale fremfærd for at indføre radikal islamisk levevis, smadringen af af kulturarven den 30. juni og sammenblandingen med tuareg nationalister og en al-Qaeda-gruppe er vanskelige at holde rede på.
Mali, der ligger midt i tørkebæltet, der forventes at gennemgå en særdeles streng tørke- og sultkrise i 2012, er et af verdens allerfattigste lande. Netop tuaregernes områder lige syd for Sahara vil være et af de hårdest ramte. Mali er dobbelt så stort som Frankrig.
Kulturarven
UNESCOs tildeling af udvidet status af global kulturarv til gravstederne i Timbuktu midt i krisen udløste formentlig ødelæggelserne. Hvor chokeret verdens reaktion har været, kan læses her i Global Voices.
Ansar Dines folk smadrede blandt andet døren til en moske, som Timbuktus befolkningen mener skal være aflåst til verdens ende. Reuters har en beskrivelse af de oldgamle steder og de kendte skader herpå.
Timbuktu blev grundlagt omkring år 1100 af tuareger. Der er gravsteder for 333 muslimske helgener i byen. De radikale islamister mener det er ikke-muslimsk at hædre dem. Byen blev en del af det nyoprettede Mali i 1960, da det franske kolonistyre forlod området efter 66 år.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu