65.000 unge mistede jobbet på to år

22. april 2012 14:56 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk
 
65.000 unge mistede jobbet på to år
Billede mangler

Finanskrisen har været hård ved mange, men især for de unge har krisen kradset.
I alt mistede 265.000 danskere jobbet i krisens første to år. Og allerværst har det været for unge under 30 år. 65.000 unge er nemlig røget ud af jobbet og ind i arbejdsløshedskøen.
Det viser en ny analyse af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har undersøgt beskæftigelsesudviklingen fra midten af 2008, til ledigheden toppede i 2010. Det skriver Politiken.
Tallene betyder, at 23 procent af de unge på arbejdsmarkedet måtte bytte en fast månedsløn ud med dagpenge eller kontanthjælp, og der er en god forklaring de nedslående tal, siger direktør i rådet Lars Andersen:
– De uden uddannelse blev hårdest ramt. Det er også dem, der vil stå sidst i køen, når det forhåbentligt begynder at gå fremad igen. Så det er en understregning af, hvor sindssygt vigtigt det er, at de unge får en uddannelse.
Beskæftigelsesministeren, Mette Frederiksen (S), er rystet.
– Det er et højt tal. Det er et for højt tal. Ethvert samfund har et særskilt ansvar for at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed, siger hun til avisen.
Hvis de ufaglærte ikke skal falde helt ud af arbejdsmarkedet, kræver det, at der snart kommer gang i økonomien igen, mener arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Flemming Ibsen.
– Vi skal have flere jobåbninger, primært i den private sektor. Vi har tidligere set, at hvis der kommer rigtig ryk i det, så har man også fået nedbragt ledigheden for dem uden uddannelse, siger Ibsen.
Mette Frederiksen nævner blandt andet kickstarten, 3.000 ekstra skolepraktikpladser, mere jobrotation og flere voksenlærlinge som initiativer, regeringen har startet for at få flere unge i arbejde.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu