76 millioner til Afrika

9. februar 2013 01:30 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
76 millioner til Afrika
Billede mangler

Da værterne Louise Wolff og Nikolaj Koppel ved midnatstid takkede af fra DRs Danmarks Indsamling, havde danskerne doneret knap 76 kroner til 12 konkrete projekter i 11 afrikanske lande, der skal skabe fundament for en bedre tilværelse og fremtid for nogle af verdens fattigste mennesker.

 

”Jeg er meget tilfreds og jeg synes vi kan være meget stolte over, at danskerne, selv i en periode hvor der ikke er så meget at rutte med, har overskud til at hjælpe andre mennesker,” siger talsmand for Danmarks Indsamling, Line Grove Hermansen, som til daglig er kommunikationschef hos SOS Børnebyerne.

Danmarks 12 største humanitære organisationer og Danmarks Radio står bag Danmarks Indsamling, der i år går til 12 konkrete projekter i 11 lande. Og ifølge Line Grove Hermansen er det vigtigt at understrege den ekstraordinære indsats, indsamlingen muliggør.

”Uanset hvilket beløb, der kommer ind til Danmarks Indsamling, går pengene til projekter, som vi ellers ikke ville have mulighed for at starte. Fx kan vi nu ruste tusindvis af mennesker i Uganda mod naturkatastrofer, vi kan hjælpe nogle af de mange børn, der lever af under- eller fejlernæring i Burkina Faso, styrke demokratiske rettigheder, sikre uddannelse og adgang til lægehjælp. 12 projekter som vil betyde alverden, dér hvor behovet er størst.”

Siden nytår har Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark og Østdanmark kæmpet med og mod hinanden om at samle mest ind til Danmarks Indsamling. Overalt har danskerne kastet sig ud i gode gerninger, motionsløb, kagebagning, auktioner, virksomhedsindsamlinger og meget meget andet. Og i Nordjylland kan man nu med rette kalde sig danmarksmestre i gavmildhed.

Nordjyderne formåede at samle 14,48 kroner pr. indbygger, skarpt forfulgt af Syddanmark, der tegner sig for 13,63 kroner mens østdanskerne og midtjyderne har indsamlet henholdsvis 13,42 og 13,37 kroner pr. indbygger.

Sidste år samlede danskerne 87 millioner kroner ind til Afrika.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu