83-årig overfaldet med økse i Nordjylland

24. marts 2013 03:19 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
83-årig overfaldet med økse i Nordjylland
Foto: Colourbox.

Nordjyllands Politi modtog lørdag klokken 21.44 en anmeldelse fra en 83-årig mand, om at han var blevet overfaldet i sit hjem på Galgebakkevej i Vrå.

 

»Hans dør var ulåst, og han hører noget rumstere i køkkenet. Her bliver han overfaldet af to yngre, maskerede mænd. Den ene har en økse, som manden bliver presset ned med, og han bliver slået med skaftet i hovedet,« fortæller vagtchef Poul Badsbjerg fra Nordjyllands Politi.

Herefter forsvinder røverne derfra med et mindre kontantbeløb.

»Den 83-årige mand er nu indlagt på Hjørring Sygehus med lettere kvæstelser i hovedet,« fortæller vagtchefen.

Signalementet af de to maskerede gerningsmænd er sparsomt, men de beskrives som dansktalende og i 16-17-års alderen.

BNB

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu