83 begravet i jordskred i mineområde i Tibet

29. marts 2013 16:48 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
83 begravet i jordskred i mineområde i Tibet
Billede mangler

KINA: Hele 83 minearbejdere er blevet fanget under jordmasser, efter at et større jordskred ramte et mineområde i Tibet fredag. Det fortæller det kinesiske statsmedie Xinhua ifølge AFP.

 

Jordskredet skete fredag morgen omkring klokken seks lokal tid i området Maizhokunggar i Tibets hovedstad, Lhasa, og alle de, der blev begravet af jorden, arbejder for et datterselskab til det kinesiske minefirma China National Gold Group Corporation.

Endnu er der ingen forlydender om døde. En lokal embedsmand, som AFP har talt med, bekræfter, at jordskredet har ramt byen, men oplyser ikke, om der er tal på de tilskadekomne.

Kinesisk politi, som ifølge kinesisk TV er på stedet, fortæller dog, at der ikke er nogle spor efter de forsvundne, og at »situationen ser alvorlig ud, det sammenstyrtede område er tre eller fire kvadratkilometer«. Ifølge Xinhua arbejder flere end 1.000 reddere på stedet.

To tibetanere er blandt de begravede under jordmasserne, mens etniciteten på de andre minearbejdere ikke er blevet frigivet. Xinhua oplyser dog, at mange medlemmer af den kinesiske befolkningsgruppe Han er flyttet til Tibet over de seneste årtier for at arbejde i kinesiske miner.

BNB/AFP

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu